som hun ej turde nævne. Men ak! Ingen havde seet en Fremmed, — den Fremmede, der alene interesserede hende, og som nu havde en tusinddobbelt Interesse for hende. Wamborg maatte jo have været der; hun havde jo hvilet i hans Arme; hun havde følt sig ubeskrivelig salig i hans Favntag! Men Ingen drømte om Wamborg. Frygtelig Uvished! Endelig, alle Muligheder gjennemtænkte, fandt hun sig paa det Skrækkeligste skuffet. Wamborg havde ikke været der! O, Fortvilelse! Og hvad læste hun i Hans Kopperuds frække Blik! — Hun skyede ham; hun skyede Lyset; hun hadede Livet.
Saaledes randt Vintermaanederne hen. Da følte hun de sørgelige Følger af det undskyldeligste Fejltrin. Malene var frugtsommelig. Og ved hvem? ved det Menneske, hun af Alle hadede mest! — Hun vilde nærme sig ham; hun maatte jo. Men Hans opførte sig saa besynderlig, saa fremmed, var uvis. Da styrtede den Fortvilede sig om Faderens Hals og betroede ham den unævnelige Kval, der nagede hendes Bryst. Thomas vuggede det graalige Hoved med et spodsk Smil. „Nu vel, min Bydame; Stolthed staar for Fald. Du er da ikke af bedre Ler end vi andre Bønderfolk. Se, nu er vel Hans god nok. Man reparerer snart paa den hele Ulykke og saa er Bedstefader fornøjet.“ Derpaa omfattede han med modbydelig Lystighed sin dybt bedrøvede Datter og gik hen til Svigersønnen.
Efterretningen gjorde et eget Indtryk paa Hans, et Indtryk, der satte Faderens irritable Gemyt i Flamme. Men snart fattede den kloge, unge Mand sig, gjorde Thomas en unødvendig Undskyldning ved et Glas Brændevin — og ilede Forlovelsesakten i Møde.
Der er Intet, som kan fastholde vor Opmærksomhed paa den henilende Sommer, og jeg fører mine Venner hen til et opdækket Bryllupsbord. Hans Velærværdighed havde holdt en Tale, der langt overgik de ynkelige Vers, hvormed han en Gang regalerede Amtmanden, — en Tale, hvori hans gode Hjerte og virkelige Hengivenhed for Malene havde havt større Del end Tilfredsheden med den rige Brudgoms runde Betaling. Alt var stemt til Glæde; kun Hans og Malene vise hver paa fin Maade en dissonerende Stemning. Den førstes underlige Sagtfærdighed og synderlige Kulde imod den, selv i sin trivelige Tilstand dejlige
