Eliezar traadte ind og fløj i sin Vens Arme. Akhilleus havde neppe Kraft til at udholde den pludselige og utænkelige Forandring. Hvad der bragte ham til sig selv, var den Fare, hvori Zenobia og den uophørlig belejrede Stad svævede. „Og nu den anden Løn“, vedblev Dronningen. „Gaa i Aften, men ikke før, til Eliezars Bolig.“
De bleve afbrudte ved frygtelige Efterretninger om Fienden. Zenobia styrtede ud, kastede sig paa sin Ganger og sprængte afsted til Murene. En ny Ild greb Akhilleus; han forlangte Vaaben og kastede sig i Spidsen af en Legion, der netop, idet den vilde gjøre Udfald, mistede sin Anfører. Med utrolig Tapperhed og Held stormede han frem, og anrettede saa stor Skade i den romerske Hær, at denne rykkede tilbage fra Stadens Mure. Bedækket med Støv og Blod kom han sent imod Aften tilbage.
Med ubeskrivelig Glæde blev Akhilleus og hans tapre Skare modtagen. Men han ilede til sin Bolig, for at afføre sig den blodige Rustning. Hans Hjerte var opfyldt af den inderligste Selvtilfredshed og af Haabet om den Løn, han maaskee endnu samme Aften skulde modtage af Zilha, en Løn, der overgik Zenobias Naade og alle et taknemmeligt Folks Laurbærkrandse. Da traadte uanmeldt Zabdas, Oberst for Livgarden, ind til ham. „Min Ven!“ sagde den ærlige gamle Mand, „Du vil forundre Dig over min uanmeldte Indtrædelse. Men jeg har paa engang en bedrøvelig og den aller glædeligste Nyhed at bringe. Først maa Du vide, at paa samme Tid Du gjorde det heldige Udfald imod Fienden, rykkede Prinds Vhabalat ud, blev afskaaren og er sandsynligvis ligesom hans tapre Brødre falden i Kejserhærens Hænder, om han ikke endog er bleven et Offer for sit Mod. Fortvivlet over dette Uheld og over Folkets nedslagne Forhaabninger, har Dronningen besluttet — o Akhilleus! jeg ved ikke at smigre, men mine Taarer skulle tolke Dig min Glæde — at belønne dine store Egenskaber og give Folket en Fader. I Morgen vil hun hænge Purpurkaaben om dine Skuldre og vælge Dig til Gemal og Medregent“.
Akhilleus stod uden Fatning; de forskjelligste Følelser vexlede i hans Sjæl. Han formaaede neppe at bede den Gamle om at give ham Tid til at samle sig. Med et inderligt Haandtryk forlod den tappre Zabdas
