Tag den, Dig mener vel;
Saa har Du Ro i din Sjæl.
Saa skal din Bryllupsdag
Være til din Behag.
Fisk, Ko og røden Guld
Har Du i Fanget fuld.
Anne spaar altid sand
Ære være Guds Forstand!“
Sibyllen tørrede Sveden af sit rynkede Ansigt og bad, efter først at have faaet sine Skillinger, Malene forlade Hytten. Om Malene var bleven klogere ved denne Spaadom, ved jeg ikke; men urolig, forvirret blev hun, og hult og afskyeligt løde stedse i hendes Øre de fæle Ord, som vi ikke tilskrive Annes Spaadomsgave, men som vi dog erkjende at have havt den mest afgjorte Virkning paa Malenes senere Daad:
„Tager Du den Falske fat,
Dræber Du ham din Brudenat.“
Sibyllen troede sikkert at have gjort sine Sager godt. Denne skrækkelige Trusel maatte virke paa Malene. Men at Wamborg af hende maatte anses for den Falske, da han saa troløs havde forladt hende, og Hans betragtes som den trofaste Bejler, — se, det tvilede ikke Anne om; men vel rejste sig derover svar Tvil i Malenes Bryst.
Saaledes omtrent stode Sagerne, da den højt agtede Amtmand vendte tilbage fra en Rejse til Danmark, hvor han havde hentet sig en Hustru. Ved en anden Lejlighed har jeg fortalt min Huskreds, hvorledes man paa Gaarden Alstad var bleven enig om at fejre Amtmandens Gjennemrejse. Ja, nu erindrer jeg endogsaa at have sagt, at den prægtige Solennitet virkelig fandt Sted, og at Malene var med iblandt de unge Skjønne, der afsang Prestens poetiske Mesterstykke.
Dagens Hovedpersoner vare afrejste; de smukke, hvidklædte Møer med Blomsterkrandse om Kjolerne sad imellem Bygdens Honoratiores og modtoge sin Del af de Lovtaler, som især i fuld Maade bleve Dagens Skald til Del. Den yndige Malene var ved sin Stilling den ringestemen blev ved sin Livsalighed den første af de blomsterklædte Piger. Og gjør Glæden Skjønheden skjønnere, saa var det intet Under, om Malene henrev Gammel og Ung. Thi Livets højeste Fryd, Kjærlighed og lykke-
