„De om hans Kjortel kasted’ de Tærnvinger smaa,
Fordi de ikke alle den ene kunde faa.“
Der, Barn! Kast nu! Tre og To! Om igjen! Fem og Syv! Een Gang til! Ni og Elleve! Ej, ej!
Ja, for de Fattige i Aanden
Oplades skal Forstanden.
Nu kan Du kaste disse Nødder paa Bordet. Se, se! To Kors og en Bjelke!
Det var et Træ, hvorpaa
Al Verdens Frelse laa!
Giv mig din Haand, Malene! Det var en underlig Streg!
Og han gik bort midt imellem dem.
Skriv nu Noget med dette Stykke Kridt paa min sorte Tavle. Ej, ej! et W!
Den som fanger Ve,
Bliver let til Spot og Spe.
Ja, nu ved jeg nok. Sæt Dig ude i mit Kammer en Stund og bind dette Tørklæde om dit Hoved.“
Malene var ikke nær saa kjed af disse Forberedelser, som De, mine Tilhørere, formodentlig ere det; thi hendes Stilling satte hende i en for Herens Snurrepiberier fordelagtig Bevægelse. Endelig blev hun indkaldt og Anne sang med en halvtydelig Stemme:
To Bejlere har Du;
Den ene bevar’ Du!
En er rænkefuld,
En er tro som Guld;
En byder Dig Herlighed
Og giver Dig Usselhed;
En byder Dig sin gode Haand
Han blive din Fæstemand.
Du bliver i Ære holdt;
Med den Forste Du bliver solgt.
Gud bevares for de sledske Ord;
Det vil bringe ham selv i Jord.
Tager Du den Falske fat,
Dræber Du ham din Brudenat.
Jeg ser Dig med Kniven staa
Og han ligger der bleg og blaa.
