ter til nærmeste Kjøbstad — og ernærede sig, som hun kunde, ved sine Hænders Arbejde, imedens hun med rørende Moderkjærlighed under Opofrelse af, hvad vi ofte kalde Livets første Fornødenheder, anvendte Alt paa det elskværdige Barns Uddannelse. Med de største Talenter, med et yndigt Udvortes forbandt Malene en stærk, høj Sjæl, stundom noget vild, stundom henreven af heftige Lidenskaber. Iblandt Moderens Næringskilder var ogsaa den, at have Pensionærer i Huset, og saaledes samlede Lejligheden den unge Wamborg, et dueligt Menneske paa et Handelskontor, med den fremblomstrende Malene. Moderen saa med Blanding af Frygt og Haab, hvorledes de unge, uerfarne Hjerter nærmede sig hinanden med al den første Kjærligheds ængstlige, søde Bæven. Endnu har kun Øjet talt, endnu vover Wamborg intet dristigt Haandtryk, endnu tænker han sig ingen højere Lykke end den, at finde Malene for det aabne Vindue, naar han næste Morgen gaar paa Kontoret, og kunne sige hende et „god Morgen, Jomfru!“ eller ved Middagsbordet at komme til at sidde ved Siden af hende og kunne række hende Brødtallerkenen.
Pludselig bliver Moderen angreben af en ondartet Feber, og faa Dages Sygdom lægger hende ned paa den sidste Pude. Der stod Malene grædende ved den Elskedes og Æredes Lig, uden Støtte, uden Raad, uden Udvej — selv til at faa de dyrebare Levninger i Jorden. Da fik Wamborg Mod. Frygtsom, men med Deltagelsens ømme Tone, med den rene Kjærligheds uforlignelige Tryllestemme bad han Malene modtage hans Hjælp. Med et Smil i det taareblændede Øje rakte hun ham taknemmelig Haanden. De næste aatte Dage havde helt forandret Malenes Forhold. Fyrig Kjærlighed flammede under det sorte Kræpflor; forglemmende Dagens Armod og Fremtidens sørgelige Uvished, udmalede hun sig ved den Elskedes Bryst de Saligheder, de gjensidigen skulde berede hinanden. Wamborg havde vel mindre glade Timer, naar han i sin Principals Skrivestue overvejede sin og Malenes Stilling. Hvad hans Sparsomhed havde sammensamlet, var allerede udgivet til Malenes Husholdning; et Stykke Tøj efter det andet af Moderens Cfterladenskab var solgt. Hun havde da intet Andet at gribe til, end at søge Kondition. For ham vare de sædvanlige lange, lange Udsigter. Men at
