andre høje Gejster. Det hele gik meget højtideligt men da Herskabet kom udenfor og der løsnedes en Salve, bleve Hestene urolige baade de udenfor og især de, som endnu vare inde i Huset. Kuskene smeldede; Damerne skrege; de pyntede Sangerinder fore som Hinde til begge Udgange. Endelig styrtede Vognene afsted, den ene forbi den anden; et halvt Mirakel, at Ingen kom til Skade. Men den sidste Herlighed havde de tilbage; den var ikke anlagt af os. Tænk Dem, neppe ere Alle komne ind paa Herregaarden, og jeg har faaet min Ros og fremsagt min Gratulation: da bliver der et Raab. Alle fare til Vinduerne, og se! Skuret staar i lys Lue. Lamperne, formodentlig nedrevne ved Allarmen, havde antændt Halmen. Lykkeligvis laa Skuret langt fra Kroen, og den hele Skade lod sig betale med nogle Daler. Det gjorde ogsaa Ritmesteren, og man fandt det Sidste lige saa artigt som det Første. He, he, he! Der har De den hele Historie, ret in nuce, som vi sige.“
„Ja, hvad lære vi nu heraf, som kan anvendes paa vort Tilfælde?“ spurgte Fogden. „Det er nu Vintertid, og efter Amtmandens Skrivelse til mig skulde han indtræffe her om Aftenen Klokken syv. Han kommer nu, naar han har skiftet Heste i Rødbakken, til at feje lige igjennem Lensmandens Gaard. Her maatte da Skuret anbringes.“
„Men det bliver min Sjæl ikke min Laave; for naar der blev Illumination —“
Alle lo. Men dermed var ikke Forlegenheden afhjulpen. De gode Folk kunde slet ikke tænke sig Muligheden af at forandre Noget i det givne Mønster.
„Men“, spurgte Løjtnanten, „ved Dronningens Indtog var vel Skuret opsat af Marmor?“
„Funtus, funtus!“ skreg Presten. „Jeg har det! En Æreport var det, og den er meget snarere at faa i Stand. Ja, det er ogsaa nok saa modernt.“
Med Polskpaskridtet gjorde nu hans Velærværdighed en Tegning, som havde en paafaldende Lighed med et Par Grinstolper, der er forbundne ved en Tværbjelke og som derfor satte Selskabet i nogen Forundring. Men da han fik beskrevet Beklædningen med Grønt og tegnet Lamperne, som skulde funkle overalt, saa fandt man Ideen herlig. Efter
