sig selv og den haarde Behandling, han udstod, og tænkte alene paa den store Dronning og hendes Lands Skjæbne.
En Dag, da han med Lampen i Haanden søgte efter Noget, blev han en Indskrift var paa Væggen i Fængslet. „Salomons Løngang“, stod med halv udslettede, hebraiske Bogstaver. Længe stirrede han forundret, snart paa Skriften, snart paa Væggen. Endelig opdagede han, at en liden Sten tæt ovenfor Inskriptionen stod lidt udenfor de øvrige. Han trak i den, og med nogen Møje fik han den i Haanden. Se, og i et Øjeblik knagede Væggen, og sank ganske hel ned i Jorden. En mørk Hvælving laa for ham. Efter nogen Betænkning traadte han forsigtig, med Lampen ind i den; men i Øjeblikket sprang Væggen op bag ved ham, Lampen gik ud, og han stod i en forrtvivlet Forfatning i det tykkeste Mørke. Efter længe haabløs at have famlet omkring, stødte han paa en langagtig, firkantet Forhøjning som en Ligkiste. En ny Gysen gjennemfoer ham. Afmægtig sank han ned paa Forhøjningen. Da glimtede igjennem Mulmet en liden trekantet Plade, hvorpaa „Jehovah“ stod præget med Bogstaver, der efterhaanden, som han betragtede dem, ligesom Sankthansorme, begyndte at skinne. En frisk Gren laa ved Pladen. „Jehovah!“ raabte han med sin sidste Kraft og tog Grenen i sin Haand. Da stod paa engang ni Mænd i sorte Kapper omkring ham, hver med en Lygte og en Klokke i Haanden. Den ene af dem greb ham om Haanden og rejste ham op; og nu førte de ham en vidunderlig Gang, indtil de stode ved en stor, prægtig Marmordør. Mange rædsomme og herlige Syner opgik for hans Blik, da han førtes ind i den lyse prægtige Hal. Længst borte sad en prægtigt klædt Olding paa en rig Fløjels Trone. Akhilleus torde ikke spørge; men det bares ham for, som om den Gamle maatte være den vise Østens Konge. Efter at have hørt, seet og lært mangfoldige Ting, hvoraf dog Alt syntes ham som i en dunkel Drøm bekjendt, blev han endelig ført ud, og nu traadte en af Forsamlingen hen til ham. „Her“, sagde han, „giver jeg Dig Valget imellem to Nøgler. Foran Dig ser Du to Døre. Den ene fører Dig igjennem en sikker Vej ud i det Frie, hvor hint Væsen med den store Bog venter Dig, for at bringe Dig did, hvor Du
