„Hvad heder Du, elskværdige Pige?“ Jeg søgte at standse hende.
„Malli! heder jeg.“ (N. B. Dølesproget falder mig svært at efterligne; og Metalklangen i hendes Stemme kan jo ikke derved gjengives; jeg lader hende derfor tale i Skriftsproget).
„Malli! Et sødt Navn! Men lad mig da se dit Ansigt, vakre Malli!“
„Ikke har jeg der Smukt at vise.“ Hun vendte sig rask til mig, og, hvilket Syn! en modbydelig sort Maske dækkede Ansigtet lige til de
rosensvulmende Læber og tillod netop de blændende sorte Ildøjne at udskyde sine Luer.
„Hvad betyder dette?!“
„Jeg brændte mit Ansigt op i Sommer ved at vælte en Gryde; og nu har Doktoren sagt, jeg maa bære denne Maske, til Huden bliver hel.“
„Arme Pige! ogsaa jeg er at beklage. Jeg gaar uden Tvil Glip af et fortryllende Syn.“
„Jeg forstaar Dig ikke; men kanske Du er Doktor, saa kan Du sige mig — —“
„Nej for Guds Skyld ikke! Jeg forstaar mig ikke paa Brændtskade! —“ Jeg vilde ikke for al Verden se noget Uskjønt hos denne fortryllende Skabning.
„Bor Du langt herfra, Malli?“
„Der, hvor Regen hvirvler sig op af Skorstenen. Morbroder er ikke hjemme; ellers bød jeg Dig ind til ham. For paa Gjestgivergaarden er ikke behageligt at ligge over.“
„Kanske din Morbroder snart kommer hjem? Jeg kunde maaske —“
Aftalen var snart truffen; min Skjønnes Gjestfrihed syntes at kappes med min Lyst til at hvile under hendes Tag. Min Kjerre var standset, og jeg meddelte Skydskarlen de fornødne Befalinger. Han stirrede forbauset paa Gratie-Skikkelsen og drog afsted.
Jeg tog hendes Arm.
„Du er vist en god Mand; jeg ser det paa dine Øjne. Med Dig er jeg ikke bange for at være alene. Det er ikke med alle Mandfolk, Malli gaar alene.“
