nu har det virkelig ingen Nød. Derimod, Hr. Husven! i den sidste Tid af mit Ophold i Udlandet var jeg syg paa Sjæl og næsten paa Legeme af bare Claurenianisme. Med Skræk tænkte jeg paa min norske Pige, i hvis Arme jeg snart skulde vende tilbage, med Gysen paa det lange Vinterliv, som forestod mig i min gamle, prosaiske Onkels Hus ved Siden af min uromantiske Jomfru Søster. Ikke ganske kunde jeg i mine Breve til den sidste undertrykke min Misfølelse og over de unyttige Erindringer, disse Breve imod min Vilje kom til at indeholde, ærgrede jeg mig stedse bag efter, fordi jeg vidste de opvakte Misfornøjelse. J Berlin gjorde Skjæbnen virkelig et Forsøg paa at helbrede mig fra min Mimili-Syge. Jeg havde nemlig lært at kjende en Jomfru A. ved Theatret, hvis fortryllende, naive, velsignede Væsen var saa aldeles en Sammensmeltning af alt det Elskværdige, de claurenske Skjønne besidde, at mit Hjerte igjen hensmeltede omkring hende. O, hun var uforlignelig, naar jeg mødte hende ved Bagtrappen til Skuspilhuset, og hun ved min Arm smuttede bort mellem Theaterkareterne, som hun forsmaaede at benytte. Saa sad jeg da der paa hendes Sofa i det med Schweizerlandskaber dekorerede lille Værelse; men lige overfor mig skjænkede hun med den skjønneste Haand Theen og lagde Smør paa Hvedeskiven. Saa sprang jeg op, viskede først med Bomuld, saa med et fint Klæde, endelig med fortyndet Spiritus, Sminken af de nydeligste Kinder, og druknede næsten i de to himmelblaa Indsøer, som udbredte sin Herlighed for mit Blik. O, Gud! og naar min Beundring gik for vidt! — det hænder jo; det kan jo hænde den mest Modeste, — o, da skulde De set det Madonnablik, hvormed den hellige Uskyld — — men hvad sidder jeg her og skriver? Kort, min Herre! Da jeg efter nogle Ugers Fraværelse kom tilbage, laa Jomfru A. — — i Barselseng.
Og dog var jeg ikke helbredet fra min Daarlighed. Nej, jeg fandt endnu paa min Hjemrejse af og til rørende Schweizerskjønheder, og bør derved for Sandhedens Skyld erindre, at jeg ser meget slet selv med Briller, og bruger derfor ofte et indre Synsorgan, som ikke altid er paalideligt.
Fædrelandet havde modtaget sin troe Søn; jeg havde kysset norsk Jord hos Tolderen i Svinesund, efter at den ved en smuk Pige var bragt
