Dig om, hvor hjertelig hun vandt min Gamle. Negte vil jeg ej, at Efterretningen om hendes Fødsel havde en overordentlig Virkning paa ham. Nej, Ludvig, Mesalliancer due ikke, naar man befinder sig midt i en Familie, der betragter Rang og Fødsel for Livets første Fortrin. Nu derimod nød Fader en herlig Triumf; han havde gjort det største Offer, en gammel Adelsmand kan bringe, — og Skjæbnen tog Viljen i Gjerningens Sted. En anden Abraham — ofrede han en Væder og græd Glædestaarer ved den elskværdigste Datters Barm. Men nu maatte jeg afsted. Eulalia kunde ikke præsenteres, og Forlovelsen skulde ikke offentliggjøres, førend Adlersberg havde erkjendt hende. Jeg jog da til Kjøbenhavn. Jo nærmere jeg kom min Rejses Maal, desto ængstligere slog min Barm, desto bitrere følte jeg, hvor haardt jeg skulde nedbryde den arme Lauras Lykke. Beredt til at byde hende al den Erstatning, jeg og min Brud kunde bringe hende, traadte jeg dog som en Forbryder hen for Broderen. Leiner! Kan Du erindre, hvor besynderlig Adlersbergs Træk engang rørte mig paa Thorsrud? Nu havde jeg Nøglen. Med ham, ikke med Faderen, vilde jeg først tale. Da jeg traadte ind til ham, stod han færdig at tage paa Maskerade, og jeg fandt ingen Lejlighed til at forklare mig. Ogsaa Laura skulde der hen. Da jeg kjendte Spalten, som gav Ballet, gjorde jeg lige under Selskabstiden min Visit og lod mig invitere. Du kan begribe, hvor smertelig interessant Laura maatte være mig. Skjøn som Anadyomene og klog som Athene, begejstrede hun det hele Selskab. Jeg kunde ikke komme ud fra hendes Sfære. En besynderlig Begivenhed befriede mig fra den sværeste Opgave i mit Liv. Under en Bergmands Dragt rev en mig og det hele Selskab ubekjendt Maske Eulalia ud af Drømmen. Næste Morgen var jeg hos Adlersberg, og man var forberedt paa min Opdagelse. Laura var pludselig forsvunden og havde efterladt en Billet, skreven med en vistnok tiltvungen Kulde. Hun fortalte gaadefuld om en Ven der rakte hende Haanden i hendes forladte Fremtid. At en Tjener, jeg for kort Tid siden antog i Sverige, og som ogsaa er forsvunden, er denne Ven og var den nys omtalte Bergmand, kan jeg ikke tvile paa, endskjønt Sammenhængen ikke er mig mulig at opdage. Han kaldte sig Linde og blev mig anbefalet af Gren, der har skriftet, men intet Fuldstændigt.
