min Afgud. For alle tusind Djævle, bandte jeg, Faderens Daarskab skal her ikke straffes paa Sønnen! Og vor Herre var mig naadig. Jeg fik igjen en Smule Helbred tilbage. Jeg har faaet Kraft igjen til at holde Pennen og sende Dig dette faderlige Bud. Du skal ikke spilde din Manddomskraft paa et Fantom, hvortil din adelstolte Fader vilde binde Dig. Barn! bliv lykkelig! Egt din Laura (saa siger Gren, hun heder)! Tilgiv din gamle Fader hans Daarskab, og lad Følelsen af, at Du har opofret alt for meget af Dig selv for en faderlig Svaghed, forskjønne den Himmel, din Laura vil berede Dig! Med ømt Favntag ventes hun og Du af din tro Fader —
Lindholm.“
Leiner! Jeg vil ikke kommentere over mine Følelser. Med dette Certifikat i Lommen rejste jeg til Madame Ranners Gaard. I Mørkningen traadte jeg ind. Laura, Eulalia vil jeg sige, sad ved sin Moders Seng. Jeg gjorde kort Proces. Jeg bad om Pigens Haand. Moderen vilde sige Noget. Da angav jeg mit rette Navn, min Stilling, lagde min Faders Brev for de forundrede Kvinder og slyngede min Arm om den Elskede. Udmattet af Rejsen og den hjertegribende Scene, forlod jeg den syge Moder for at kaste mig paa det Leje, min elskede Pige anviste mig. Ved Midnat kaldtes jeg til den døende Moder. Hun gav mig det Papir, hvis Afskrift Du har modtaget, og stille hensov hun i Eulalias og mine Arme. Intet om de Dage, som fulgte herpaa. Om ogsaa min utaalmodige Higen efter at ile den skjønne Middag for mine Ønsker i Møde og min Lyst til at lade de Døde begrave sine Døde, gjorde mig de nærmeste Dage temmelig besværlige: o Ven! saa udfoldede dog Eulalias uskyldige Hjerte saa mangen yndig Blomst af sørgende Datterkjærlighed, af øm Hengivenhed for alt det, der hidtil havde fastbundet hende til det Sted, hun nu snart skulde forlade, — til det Navn, hun nu kun bar som et Laan. Og iblandt disse Cypresser og Resedaer udslog ogsaa den frommeste, blødeste Kjærlighedsknop fra det bevægede Bryst. Jeg var hos hende fra den tidlige Morgen indtil Aftenskyggen kaldte mig hen i det ensomme Møllerhus. Da Moderen var jordet, mødte en af mine Kusiner, for med mig at følge det hulde Væsen til vor ædle Fader. Du kjender Eulalia; jeg behøver da ikke at fortælle
