Bleg og forvirret traadte Akhilleus ind. Han tænkte paa Zilha og sit Løfte, paa den Gamles Fare, men ogsaa paa hans Formaning; og en indvortes, uforklarlig Modbydelighed talte højt i hans Bryst imod at opfylde Dronningens Begjæring. Da var det paa engang, som om Gulvet sank under ham, som om Væggene forsvandt, som om han stod paa en uoverseelig Grusdynge; Masken fra Gaarsdagen stod hos ham og sagde: „Har Du ikke Kraft til at følge mig frivillig, saa løs i det mindste din Tunge og forkynd Zenobia hvad hun fordrer; thi i samme Øjeblik staar Du fri ved min Side; kun din Taushed holder hende og Alt om hende vedlige. Tænk dog paa, hvor Du hører hen, og lad dette fare.“
Synet forsvandt, og med det den hele forunderlige Forandring. Akhilleus gik dybsindig op og ned i Kabinettet. Allerede hørte han Dronningens Trin. Da styrtede ilsomt ind i Salen en Eunuk, trykkede ham en Seddel i Haanden og forsvandt. Han betragtede den forundret og fandt disse Ord fra Eliezar: „Følg din indre Stemme. Bevar din Hemmelighed. Lad mit Hoved falde og dit, om det gjøres nødigt; men ti; ellers er Alt tabt.“ Netop fik han stukket Billetten til sig, da den stolte Dronning med funklende Herskerblik stod for ham. „Din Beslutning?“ — „Er uforanderlig.“ Hun saa længe stivt, ligesom gjennemborende paa ham. Endelig vendte hun sig rask om til en Officier. „Fuldend Henrettelsen!“ raabte hun; „og bring denne Misdæder i Fængsel.“
Her havde han Tid nok til at overveje sin underlige Skjæbne. Det Besynderligste var, at han ikke tydeligt kunde forklare sig, hvad der egentlig bandt hans Tunge. Daglig kom Bud fra Zenobia, hvori han paa det Eftertrykkeligste blev formanet til at give efter; men forgjæves. Imidlertid vare store Omvæltninger foregaaede. Aurelian havde slaaet Persere og Armeniere, og laa nu alt i lang Tid for Palmyra, hvori Dronningen efter det tabte Slag ved Emesa havde maattet indeslutte sig. Hver Dag syntes Kejseren at komme sin Sejr nærmere. Snart manglede Levnetsmidler. Borgernes Mod forsvandt. To af Zenobias Sønner vare fangne: den tredie haardt saaret. Akhilleus glemte ganske
