smaa Fugle skulde ikke flyve højt. Skjønt Vorherre havde givet Dig Vinger gode nok, men — —“
„Ak, Morbroder! Nu ere de stækkede. Tal ikke mere om det, Gamle. Jeg bøder nok for det, og i mit stille Hjem bor Vindskibelighed og Ærlighed.“
„Men saa burde Du tage dine Forældres ærlige Navn igjen. Studenten, som Du sloges med, er jo ikke død; han lever i sit gode Embede; den Relegation, eller hvad det er, kan jo ikke mere skade Dig. Kom frem for Dagen! Ærlighed varer længst! Din gamle Morbroder Gren kjendes jo ved Dig. Drik paa det en Gang!“
„Nej, nej, Morbroder! Det forstaar I ikke. Dermed ere mange slemme Ting forbundne. Lad Du din Søstersøn være borte. Vil Du en Gang besøge Linde paa hans stille Gaard i Finland, saa gjør Du mig inderlig glad. Men kom ikke med det, der er glemt!“
„Ja, ja! Naar det skal saa være, Gren kan nok tie, min Gut. Men at Du ikke vilde give Dig tilkjende før, det kan jeg ikke glemme. Ak, din Søsters Træk talede saa højt til mit gamle Hjerte! Naa, drik en Gang!“
Brugspatron Linde, eller som vi før en Gang have nævnet denne Mand i en da meget forskjellig Stilling fra den nærværende: Lars Brynøs (hans oprindelige Navn have vi ej kunnet opspore), drak flittig med den Gamle — dels af Vane og Tilbøjelighed, dels denne Aften tillige af en anden Grund. Gren havde nemlig foruden sit ikke usædvanlige lille Punsch-Rus tillige et Glædesrus, førend han uventet stødte paa sin forvildede Brodersøn; i den fra den fidstes Side ikke kjærkomne Gjenkjendelses-Scene plumpede han frem med en Efterretning om sin Herre, Grev Lindholm, hvilken vel i sig selv ikke var nogen dyb Hemmelighed, men som det dog ikke sømmede sig for Tjeneren at udbasunere, — og som vakte Lindes udelte Opmærksomhed. Hvorledes nu Gren snoede og vendte Samtalen, ledede Brodersønnen den stedse igjen over paa det samme Thema.
Da traadte et Bud ind for at melde Gren, at Greven blev Natten over hos en Bekjendt i Byen, og at Gren skulde af Kufferten udtage nogle Klæder. Den Gamle, der var temmelig beskjænket, modtog Nøg-
