det forvirrede Tankespind, der uredt slyngede sig sammen i Eulalias Sjæl. Hun var alt for exalteret til at blive syg; anderledes kunne vi ej forklare os, at ingen Feber kastede hende paa Lejet.
„Hvo var Bergmanden?“ Eulalia vidste lige saa lidt som den øvrige Stad at besvare sig dette Spørgsmaal.
Skjønt Eulalia neppe vidste, hvad vi allerede ere underrettede om, at Leiner havde fundet Trøst for sit syge Hjerte ved Margrethes Bryst, og hendes første Tanke maatte falde paa ham, — blev det hende dog fuldkommen indlysende, at Masken ikke havde været Leiner. Det slette Tydsk, der tydelig røbede Mangel paa Øvelse og ikke Forstillelse, den lavere Væxt, den slette Holding og endelig den hele upassende Opførsel tilkjendegav en anden Person; men hvem denne anden var, det kunde hun ikke en Gang gisse. Om Læseren er klogere, er mig umuligt at slutte med nogen Grund, og jeg iler derfor ad en nødvendig Omvej at oplyse dette Punkt.
Nogen Tid førend Spalten gav sit ved Bergmandens ubudne Mellemkomst forstyrrede Bal, hændte det sig, at en gammel Mand og en middelaldrende befandt sig i en Skjænkestue i en svensk Kjøbstad. En liden Bolle Punsch stod rygende paa Bordet. Den Gamle skjænkede flittig i de tvende Glas, og Glædens Purpur blandede sig med Vingudens paa hans trinde Kinder,
„Fortæl mere, Morbroder!“ bad den Yngre, idet han stødte sit Glas imod Gjenboens.
„Ej, Du Djævels Unge! — Gud forlade min Synd! Du er ret ligesom din Fader; ret som Krud med Ild i. Ak, din Moder var en velsignet Kone! havde hun levet længere med Dig, det var gaaet Dig bedre. Sig mig nu, Martin, beflitter Du Dig ogsaa herefter stadig paa en god Vandel for Gud og Menneskene?“
„Kjære Morbroder! Væn eder dog af med dette „Martin;“ ellers tør jeg slet ikke blive her en Time mere. Jeg heder nu en Gang Brugspatron Linde.“
„Det er tungt, Martin, at Du maa fornegte dit Navn og din Slægt. Det tog en bedrøvelig Vending med dine Studeringer. Ja,
