et tæt, foldet Slør, som faldt ned over hendes Ansigt og Bryst. I Haanden førte hun en firkantet, stor Bog, hvorpaa med en fremmed Skrift stode fire lueforgyldte Tegn. „Har Du ikke Lyst til at vandre med mig fra al denne Elendighed?“ spurgte Masken i et Sprog, der var meget forskjelligt fra alle ham bekjendte Tungemaal, og som han dog til sin store Forfærdelse baade forstod, og som syntes ham inderlig bekjendt. En klar Glands omgav hende pludselig midt i Mørket, ligesom naar Maanen træder frem imellem tykke Regnskyer. Hun slog Sløret til Side, og et huldt, bekjendt og dog fremmed Ansigt smilede ham imøde. „Følg mig, Yngling; Du har længe nok tumlet Dig her imellem disse Mennesker. Vær fri, slaa op i min Bog, og jeg skal slaa Trylleslaget over denne Ruinhob. Zilha og Zenobia! Lad dem være! Giv dem Ro; tag din Haand fra dem, saa falde de sammen under Ruinerne.“ Da saa Akhilleus forskrækket paa Bogen og klart stod Skriften ham for Øje og han læste et Aarstal, langt henne i Fremtiden. „Nej, nej: Jeg tør ikke, jeg kan ikke!“ sagde han endelig og vendte sig bort. „Jeg længes efter Dig, Du underlige Kvinde, og jeg skjælver for Dig. Lad mig være!“ — „Nu vel! dit Maal er da ikke fuldt; saa sværm endnu, Daare. Men imorgen, imorgen vil jeg komme igjen.“ Hun forsvandt; Akhilleus saa med en underlig Følelse efter hende, og hans Bryst blev trangt.
Endelig stod han igjen i sit ensomme Palads for de optaarnede Pergamentsruller. Men ligegyldig og spottende bladede han dem igjennem; skrev Breve til fremmede Hoffer og udarbejdede forviklede Planer lige til Morgenstunden, og fandt til sin store Forundring, at det Hele havde lykkets ham bedre end nogensinde.
Ved Dagbrud blev han kaldt til Zenobia, og hun saavel som Longinus faldt i glad Forbauselse over den Indsigt og Fuldendthed, hvormed han havde udført de vanskelige Forretninger. — Paa et Vink bortfjernede Longinus sig, og Dronningen greb hans Haand. „Akhilleus“, begyndte hun, „Du har gjort Meget for mig, men det er Alt sammen Intet imod hvad jeg fordrer. For sidste Gang: rul Fremtids-Teppet op; Eliezars Liv er nu i dine Hænder. Jeg ved, det er ham, som har afskrækket Dig. Gaa ind i mit Kabinet og betænk Dig en halv Time.“
