„Nej, Du har Ret, det er nok bedst, ingen Menneske Noget herom at sige“, sluttede han med en saa besynderlig Tone, at Eulalia begyndte at bæve i sit hele Indre. Forlegen gik Adlersberg nogle Gange taus op og ned ad Gulvet; endelig traadte han med et tvungent Bonmot ud af Døren og fuldendte sin Paaklædning. En heftig Uro havde bemægtiget sig Eulalia. Negte kunde hun ej, at hendes Fødsel ingenlunde var bevist, og Erfaring syntes alt for tydeligt at modsætte sig Muligheden af, at et saadant Mærke kunde aldeles forsvinde. Saa nøje og med saadanne Følelser har vel ingen Pige mønstret sine Diana-Arme, som vor Baronesse nu gjorde, og pludselig bar Nemesis Leiners Billede frem for hendes Erindring. „Gud! — Havde han været min! hvo havde spurgt om mine Kopper, om mine Ørne! Han elskede Ragnhild, han elskede Eulalia; han gav mig lige tilfreds ethvert andet Navn. Og hvilket skal jeg da tilsidst faa? Maaske jeg oven i Kjøbet er en vanæret Røvers usle Barn, som han af grusom Kjærlighed vilde hæve til Glands og Værdighed! O, det er græsseligt!“ Efter at en bitter Strøm af Taarer havde lettet det angstbespændte Bryst, besluttede hun at opsøge den letsindige Hermann og trygle om hans Taushed. — Da traadte den gamle Baron ind og bød sin dejlige Datter Armen for at føre hende til Vogns. Eulalia kjæmpede et Øjeblik med sig selv. Tusinde Gange hellere havde hun valgt at blive hjemme. Men Frygten for at slippe Hermann alene med den forskrækkelige Nyhed, og endnu mere Tanken om hendes erklærede Tilbeder, den apanagerede Prins af Eckstein, af hvem hun var engageret til anden Dans, bestemte hende. Maaske lod han sig endnu denne Aften overvinde fuldkommen. Den glimrende Fremtid malede sig i Solglands for den arme Piges Sjæl og hentørrede pludselig hendes Taarer. En Smule Hovedpine maatte for Faderen og siden for Selskabet forklare de Spor af Lidelse, der endnu vare blevne tilbage, og Tungsind klæder desuden Skjønheden usigelig vel. Altsaa, Eulalia betraadte Dansesalen og fængslede mere end almindelig Alles Blik. Hun havde fuldkommen fattet fsig. I Kareten havde hun nøje overtænkt Omstændighederne, der beviste hendes Herkomst. Det var uri meligt, at Arve havde sammensat en saadan Fabel. Fra sin spæde Al-
