„Jeg vil, at jeg var Zefyr! Du Blomsternes mægtige Drønning!“ svarede han med en flygtig Rødme over det blege Ansigt og kyssede vexelvis begge hendes Hænder.
„Er Du ogsaa tynd nok for Zefyr, saa falde dine Kysse dog vel masfive“, sagde den vrede Flora og trak sine lige til Skulderne nøgne Arme bort fra hans glødende Kys.
„Nej bi, bi, Eulalia!“ raabte paa en Gang Hermann. „Der falder mig en Erindring ind! Lad mig dog dine Arme se! I Sandhed meget besynderlig! Intet Spor tilbage af den Ørn!“
„Hvad for Noget! Snakker Du over Dig?“
„Nej, men Du min Gud! Staar det mig ikke for, som naar det var i dette Øjeblik! Eulalia, hvor har Du den Ørn?“
„Hvad vil Du sige, Menneske?“
„Ih, her, her skal den være!“ han pegede paa hendes Overarm. Da Du vakeineret var bleven og dine Arme vare lægte, fandt min Fader til sin store Fornøjelse, at Arrene med sit Vaaben en forunderlig Lighed havde, og saa stak han med en Naal Omridse af og gned dem med Krud i den fine Hud. Og nu er ikke engang et Spor blevet tilbage. Det er og evig underlig. Ikke sandt? Se her en Gang!“ Han smøgede sit Ærme op og viste den tynde Knoglearm frem; „her ser Du, hvor tydelig jeg nok bærer min Ørn, som jeg godvillig lod mig samme Dag paasætte, om ogsaa at bære Vaabenet, som Du og sans comparaison vore Husdyr alle. Ved Gud! det er dog ubegribeligt, at her hvert Spor er borte.“
„O fy, hvilken Zirat! Formodentlig har Fader ikke været grusom nok til at tatovere mig saa dybt som Dig og sine øvrige Husdyr. Slip mig nu!“
„Og ingen Ar efter Kopperne? Men det er dog uhørt! Det maa jeg forelægge Lægerne.“
„Maaske Du vil søge at bringe det Resultat ud, at Folk mistvile om, jeg er din Søster; thi anden Virkning kan den tossede Snak ikke have“, sagde Eulalia med en af Forskrækkelse skjælvende Stemme. Thi en gyselig Anelse gjennembævede hende.
Adlersberg stirrede ogsaa, greben af Muligheden, forbauset paa hende.
