tilbage. Nu havde han da ingen Tid mere for sin Ven; og ingen Anmodning kunde holde ham fra strax at tiltræde Tilbagerejsen.
Med Inderlighed sluttede Lindholm ham i sine Arme, da han overvældet af sit Mismod i Afskedsstunden skrev i dennes Stambog iblandt Andet disse Ord:
„Jeg har opvarmet mig i din Morgenrødes Straaler; nu drager jeg imod Vest, hvor mit Livs Horisont er behængt med mørke Skyer. Glem ikke, naar Du hviler ved Lauras Bryst, den Ven, der nu kun har Smil for Andres Lykke!“
Det var en mørk, sludfuld Aften, da Leiner holdt udenfor sin Moders Hus. Et enkelt Lys glimtede igjennem Rullegardinet i hendes Sovekammer. Ludvigs Hjerte slog ængstligt, og han vovede neppe at spørge den fremtrædende Tjener om Moderens Befindende. Lettet ved det trøstende: „Noget bedre“, sprang han op ad Trappen og listede sig ind. Margrethe traadte paa Tæerne frem fra Skjærmbrettet og ilede ham med stille Graad i Møde. Længe holdt han den tro Veninde omfavnet, og nu førte hun ham sagte hen til Sengen, hvor Moderen slumrede sødt.
„Hvor bleg, hvor forandret!“ sukkede den dybt bevægede Søn og bøjede sig over den Sovende. Længe blev han staaende foran Moderen og sønlige Taarer rullede langsomt ned over hans Kinder. Margrethe betragtede heftig bevæget den elskede Ven. Endelig trak hun ham venlig bort og førte ham ind i Sidekabinettet.
„Hvad siger Lægen, Margrethe?“
„Han har havt Haab siden i Dag; og af din Hjemkomst bør vi vente os det Bedste. Du tror ikke, med hvilken ængstlig Længsel Moder har ventet Dig. — Velkommen, min stakkels Ludvig! O Du er meget velkommen!“
Fru Leiner slumrede længe, og i huld Fortrolighed udtømte Ludvig og Margrethe sine Bekymringer i hinandens Bryst. Modgang havde forandret begges Udseende; Leiners Hage stod skarpere frem, og det skjønne Øje hvilede dybere under den fint furede Pande. Margrethes blege Ansigtsfarve og tungsindige Blik gav hende en Ynde, som hun ikke før havde besiddet. Hun syntes selv at føle dette, da Ludvig med
