din Haand staar min Faders Liv; Du kan give ham Frihedens Dag, og derfor vil jeg give Dig mit Hjerte; thi det er en Frugt, en Drue, som jeg har bevaret for Dig, og som min Fader har opelsket for din Haand.“
„Hør nu min Bekjendelse i Sorgens Nat. Den skammer sig for Dagen, ligesom Nattergalens Toner for den lyse Dag.“
Akhilleus var ude af sig selv. Første Gang følte han tydelig, at han elskede med Orientens hele Lue den herlige, hulde Sangerinde, endog han endnu ej havde skuet hendes Ansigt. Dristig slog han sin Arm om hendes Liv og vilde opdrage Sløret. Men hun holdt hans Haand tilbage. „Ikke skal det angre Dig, min Ven, at se mit Ansigt, men opfyld først Forpligtelsen, at Du maa være Lønnen værdig. I Morgen vil Dronning Zenobia give min Faders Liv i din Haand. Lov mig da helligt, at Du vil redde ham — og Kjærlighed og Taknemmelighed skal dufte Dig imøde sødere end Mandeltræet dufter i Palmyras Haver.“ — „O mit Livs Sol!“ svarede Akhilleus, og lagde sit Hoved paa hendes Skuldre og omfattede hende end fastere; „hvorledes kan Du tvivle om din Faders Redning, naar hans Liv, som Du siger, ligger i min Haand? Giv mig dog en anden Prøve, at jeg kan vise min Kjærlighed.“ — „Denne vil være stor nok“, sagde Zilha og bad ham nu gaa bort.
Da Akhilleus kom ud, mødtes han af et støjende Optog. I Anledning af de tre Kongers Udnævnelse og for at adsprede den Uro, som Tidsomstændighederne frembragte, havde Zenobia, efter alle Tiders Maade, anstillet en glimrende Folkefest. Græske Skuespil forlystede den mere dannede Del, imedens Folkemassen glædede sig ved den Skare formummede, allegoriske og fantastisk indhyllede Personer, der støjende sværmede om eller i forskjellige Processioner droge op af alle Gader.
Akhilleus vilde undgaa Sværmen og forføje sig hjem, hvor vigtige Statssager ventede ham. Men det var umuligt at komme ud af Mængden, og det var næsten som om den hele Trop af Forklædte kun havde ham i Sigte; thi hver Gang han troede sig fri, blev han omringet af et Par af dem. Snart var han i Selskab med Silen og Bakkhos, snart med Fauner og Nymfer. Endelig troede han sig fri. Han havde trængt sig ind imellem nogle uoplyste Pilastre. Da greb et sælsomt, broget kvindeligt Væsen hans Haand med Kjæmpestyrke; om Hovedet havde hun
