„Ulykkelig?“ sagde Pigen pludselig angst og vendte sig til den Fremmede.
„Ja, meget ulykkelig. En haard Pligt hindrer ham fra at ile hid til det Dyrebareste for hans Hjerte.“
Lauras Blik opfordrede ham til at fortsætte. Han tog hendes Arm, og hun lagde neppe Mærke dertil, førend han allerede stod ved hendes Husdør. Thi med al den Hjertelighed og Delikatesse, der var ham egen, fortalte han, hvor inderlig Sjøblad elskede den lykkelige Tid, han havde levet ved Lauras Side, hvor haard den Skjæbne var, der hidtil havde negtet ham endog at lade høre fra sig. Den egentlige Hindring, hans Stand, kunde han ikke berøre — uden alt for tydelig at forudsætte en gjensidig Kjærlighed.
Nu aabnede Laura Døren og bad ham venlig sidde, idet hun traadte ind i Sideværelset og bragte Moderen en Hilsen fra Sjøblad. Leiner blev kaldt derind og fandt den aldrende Kone med et sygeligt Udseende paa en Sofa. Det forstilte Sprog blev ham besværligt, og han hilste til Lauras Forundring med sin sædvanlige Stemme paa Dansk.
„De bringer altsaa Hilsen fra Hr. Sjøblad, min Herre“, sagde Konen, ligeledes paa Dansk. „Vi troede, han havde for længe siden glemt os. Hvorledes lever han?“
„Ikke tilfreds. Madame. Hans Stilling er ingenlunde behagelig. Hvor nødig han betroede denne Hilsen til mig, sin fortrolige Ven, i Stedet for selv at komme, det lader sig ikke sige.“
Laura tændte det andet Lys og sørgede for Thevand. Imedens hun var ude, satte Leiner sig nærmere til den Syge og begyndte med en Stemme, hvis Blødhed og Varme betog Ordene det mindre Passende. „Min Ven har sendt mig i et for ham saare vigtigt Anliggende. Han frygter med Grund at være anset af Dem og Deres hulde Datter for et letsindigt Menneske.“
„Min Herre! Jeg ved ikke, hvad der skulde bevæge ham til denne Frygt. Imidlertid — Oprigtighed imod Oprigtighed; hans Opførsel har undret os. Hans pludselige Bortrejse og fuldkomne Taushed var — i det mindste uvenskabelig.“
„O, gode Madame Ranner! lad os et Øjeblik glemme, at vi se hin-
