af Haanden, var at skrive til den ængstlige Moder og Veninde. En vis Ligegyldighed for Alt bemestrede sig ham. Kold hørte han Efterretningen om Norges Forening, og uden synderlig Glæde beredte han sig til sin Hjemrejse. Netop stod han i Begreb med at tiltræde denne, da uventet en gammel Ven traadte ind i hans Værelse og styrtede i hans Arme. Det var Grev Lindholm. Dette Møde vakte atter Leiners Livsaander, og han lod sig i Mødets overraskende Øjeblik afnøde det Løfte, at foretage en liden Rejse til Lindholms Godser. — Atter oprev han sine Saar ved den fortrolige Meddelelse af de senere Begivenheder. Lindholm havde paa sin Side Intet at fortælle. Med mørk Lydighed havde han efterkommet sin Faders Vilje. Om Laura vidste han ikke det Ringeste.
„Jeg faar et Indfald!“ raabte Leiner. „Vor Rejse til dine Godser gaar tæt forbi Wettern. Du gjør Holdt paa et Par Dage, og jeg besøger i den Tid din Laura. Elsker hun Dig endnu som før, skjønt“, lagde han bittert til, „det vel ikke er saaledes, saa kan jeg sige hende, at Du ingen Bedrager har været.“
„Godt, min Brøder! Den Tanke er Guld værd. Altsaa i Morgen den Dag afsted!“
Syttende Kapitel.
Gesandtskabsrejse og Brudefærd.
Saa trofast du væne Mø!
En bedre Løn er Dig kaaret,
End sorrigfuld at dø.
Kjæmpevise.
Ved Wetterns yndige Strandbred sad i den stille, vakre Høstaftens Maaneskin den yndige Laura alvorlig paa den visne Græsbænk og lyttede til Tonerne fra Sivet. Da slog et jevnt Aareslag over den blanke Sø. Baaden landede under Højen, og en Mand, indhyllet i en blaa
