fyldte! I stille Herlighed skulde hun her have henlevet et Par Aar og sikkert med Glæde ombyttet sit nye erhvervede Navn med det simplere, Leiner havde at byde hende, — dersom ikke Skjæbnen, ved at øse større Herlighed ned over denne Familie, havde forstyrret denne simple, af Alle forudtænkte Tingenes Gang. — Onkelen i Weimar var død og havde virkelig testamenteret Baronen sin hele meget betydelige Formue. Den Gamle, der ligesom Sønnen uafladelig havde talt om den rige Arv — uden at tro et Øjeblik derpaa, blev nu som ude af sig selv, og Hermann jublede i højen Sky. Der blev strax, endnu inden Boet var sluttet, trukket betydelige Vexler, hvilke uden Indvending honoreredes, og nu svømmede Huset i Rigdom. — Hermann foreslog en Pragtrejse til Kjøbenhavn, og den Gamle samtykkede. Alt dette løb rundt i Eulalias lille Hoved, og nu mærkede først Margrethe, at ikke Alt var, som det skulde være, hos hendes Ludvigs Elskede. Thi trods den Vold, Eulalia lagde paa sig, kunde hun ikke mere i Glædens Rus dølge, hvorledes hendes hele Hu stod til Hovedstaden og Hoffet. „Præsenteres ved Hoffet!“ Denne Tanke stormede saaledes om hos Pigen, at hun ikke havde Sands mere for nogen anden Ting.
„Hun har Ambition, mon fils; ja hun har. Der flyder Adelsblod i de Aarer. Hvem ved, hun kan endnu gjøre stor Lykke i Kjøbenhavn; ja hun kan.“
Aftenen førend deres Afrejse var der Souper hos Commerceraadinden. Eulalia var saa adspredt, at hun neppe svarede, naar man talede til hende. — Margrethe, som tænkte paa den fraværende Ven, og var ømmere for hans Smerte end Eulalia, spurgte beskeden, om hun ikke vilde efterlade en Afskedshilsen til sin gamle Ven, Leiner, der tog saa megen Del i hendes Skjæbne.
Eulalia blev blodrød, og slog Øjet skamfuld til Jorden.
„Ja, kjære Margrethe, De har Ret, jeg skylder vor fælles Ven et Par Linjer. Maa jeg gaa op paa Deres Værelse, min Gode? saa skriver jeg i en Hast nogle Ord.“
Utilfreds over denne ligegyldige Ilfærdighed, førte Margrethe hende taus op paa Kammeret og lagde Pen og Pennekniv over Papiret.
