Du sonstens Nyt, kjære Broder? Der forestaar os en anden Lykke. Min gamle Onkel i Weimar har faaet sin Podagra op i Underlivet. Er det ikke skjøn?“
„Er Du vis paa at arve ham?“
„Saa vis som paa hans Død. Bi kun, der skal endnu blive noget Stort af de Adlersbergere.“ Han sprang Eulalia om Halsen og drejede sig om paa Hælen. Leiner lod de skjønne Forhaabninger gaa ud og ind af Øret og kastede stjaalne Blik paa den yndige Mø, der, atter indhyllet i en smagfuld Dragt, med sin undselige Forlegenhed og dog med det saa sjælefroe Smil sad der foran ham paa Forhøjningen. Den gamle Fortrolighed var borte. Denne syntes begge at ville tilvejebringe igjen; men det lykkedes ej. Eulalia havde saa vanskeligt for at ytre den Taknemmelighed, hun virkelig følte; thi under de nys henrundne Scener var saa mangt Træk af en ømmere Følelse fremtraadt, at Pigen nu med jomfruelig Blyhed maatte trække sig tilbage i sig selv. At Eulalias pludselig forvandlede Stand maatte gjøre Leiner tilbageholdende er lige saa naturligt. Imidlertid vare begge alt for lykkelige, til at denne af Delikatesse fremkomne Fjernelse kunde gaa dem nær. Begge følte, at disse Baand snart vilde falde af, og i et enkelt Flammeblik gjengjældte de hinanden for den Kulde, Konvenientsen paabød.
Adlersberg havde ingen Ro paa sig — men maatte afsted den følgende Dag med sin yndige Søster, hvis offentlige Legitimation den Gamle vilde udsætte nogen Tid, fordi han for Øjeblikket ikke var i Stand til at opbyde det nødvendige til den Pragt, hvormed denne Scene skulde gives.
Leiner gav Eulalia Haanden til Afsked med et Blik fuldt af Kjærlighed.
„Naa, saa staa ikke der som et Par Støtter!“ raabte Hermann og trykkede Pigen ind i Ludvigs Arme. Deres Læber berørtes, og et inderligt Kys fornyede deres Hjerters Pagt.
„Ret saa, Børn! Ret saa! Og nu afsted til den gamle Herre.“ Han smeldede med Pisken og førte Eulalia til Giggen. Leiner saa længselsfuld efter den kjære Gjenstand for alle hans Ønsker, og hendes hvide Tørklæde flaggede ham et langt Lev vel. Trangt og kjedsomt blev
