en øm Faderfølelse. Hermann følte sig greben af det romantiske i denne Gjenfindelse, og baade Fader og Søn brandt af Utaalmodighed efter at faa Vished i de forvirrede Rygter. Den Gamle skrev strax til Øvrigheden en Beretning, der saa tro, som hans Hukommelse tillod, berettede Dag og Stund, da han blev røvet. Den saakaldte Gouvernante var rejst med Eulalia og sin egen Datter i en Vogn efter Baronen; men Barnet var, han erindrede ikke nøje hvorfor, paa det sidste Skifte blevet lagt ind i hans Vogn. Da han efter Væltningen var kommen paa Benene, havde han fundet det overkjørte Barn og baaret det, saa længe han formaaede, paa sine Arme. Da han imidlertid ansaa det for dødt, og hans Kræfter vare udtømte, lagde han det ned ved Vejen og slæbte sig ved den tiaarige Søns Hjælp hen ad en Sti til et Hus. Alle Forsøg paa at finde Barnet igjen havde været lige saa forgjæves som enhver Efterspørgsel efter Gouvernanten. — Baronen skrev ligeledes til Leiner, og Hermann gav sig strax paa Vejen for personlig at undersøge Sammenhængen. Kaptejnen havde paa sin Side fornemmelig stræbt at fremstille Ragnhilds Ophold iblandt Røverne som aldeles tvunget, og heri understøttede Arve ham ærligen. Sagen havde allerede den bedste Gang, da Baronens Brev til Øvrigheden indløb; og man fandt nu ingen Betænkelighed ved at overdrage den nye Baronesse Eulalia von Adlersberg til hendes høje Families Varetægt.
Det er vanskeligt at forestille sig, hvorledes det saa ud i Pigens Hoved. Hun var bedøvet af sin Lykke; hendes Blik løb uroligt om, og det hurtige Aandedrag forraadte hendes uophørlige Bevægelser. Leiner, der svømmede i Henrykkelse, overlod hende meget til sig selv; han troede, hun maatte selv udkjæmpe denne Sjælestorm. Han havde indlogeret hende paa Frederikshald, og tilbragte den meste Tid i Kommissionen, som var nedsat over Forbryderne. Nu kom Hermann og ilede med Stormskridt op til den glade men forlegne Søster, hvis Udvortes aldeles fortryllede ham. Da Leiner traadte ind, rev han ham næsten omkuld af Vildskab og Taknemmelighed.
„Har vi Dig dog Alt at takke, Du herlige Karl! Hvorledes skulle vi nogen Tid kunne gjengjælde Dig! Dog, det maa vel blive Eulalia sin Sag. Ikke saa, Børn? Ja, derom er vel siden Tid at tale. Ved
