hjulpet, om hvorledes det var kommet i mine Hænder? Jeg havde jo hælet med en Tyv og stod i Forbindelse med ham.
Paa Deres Bistand hverken kunde eller burde jeg regne. Ja, der var Ingen, jeg mindre ønskede at se end Dem. Flugt var min eneste Tanke. Jeg kastede min Frakke paa og jog afsted som forfulgt af Hunde. Hvor længe og hvor langt mine Fødder bare mig, det ved jeg ikke. Endelig sank jeg i den mørke Nat afmægtig om, gjennemblødt af Regn, gjennemskudret af Kulde. En Bondevogn kom forbi, og da jeg formodentlig har vaandet mig, standsede den, og den medlidende Bonde tog mig op. Han fik intet Svar af mig paa sit Spørgsmaal, hvorfra jeg var, og kjørte mig hjem til sin Gaard, hvor den gode Bondekone plejede mig. Saa snart jeg fik vide, at jeg var paa Vejen til Moss, sagde jeg, at jeg hørte hjemme i Nærheden af Byen — og bad, at man vilde huse mig til næste Dag. Alt stod jeg i Begreb med den følgende Morgen at gaa videre, da En af Banden, som de kalde Svart-Ola, traadte ind og forlangte en Drik Melk. Han lod, som om han ikke kjendte mig, og jeg ilede afsted. Men det varede ikke længe, førend han havde indhentet mig, og nu maatte jeg fortælle ham, hvordan det var gaaet mig.
„Men saa er der jo intet Andet tilbage for Dig end at følge hjem til Fursæt med mig.“ Hans Forslag bragte mig til at gyse; men da jeg bestandig ventede at blive eftersøgt, troede jeg, det var bedst at følge hans Raad, der desuden meget snarere lød som en Befaling. Gamle Birthe var død, og jeg maatte nu overtage den afskyelige Forretning at holde Hus for disse Mennesker, der i øvrigt behandlede mig med Skaansel og et Slags Agtelse. Saaledes har jeg siden henlevet et sørgeligt, glædeløst Liv. Arve vilde sendt mig til Finland, hvor Brynàs skal leve i Velstand; men da levede jeg heller her med min Smerte.“
Leiners Øje var opklaret. Med Inderlighed kastede han sig til Ragnhilds Bryst og gav hende tusinde kjære Navne. Intet Spor af Mistanke opkom i den ærlige Sjæl; og Ragnhilds simple Fortælling maatte have betaget selv den mest Mistænksomme enhver Tvil om Sandheden.
„Held mig, Held! Jeg skal atter føre Dig, ren og agtet, for Lyset!“ Leiners Øjne funklede af Salighed.
