„Og nu skulde just Hulen nytte os, derfor har vi den.“
„Hør en anden Udvej. Lad os rulle et Anker Vand der ned nu strax. Brændevin og Brød har vi for flere Dage. Saa gaa vi ned og sige imidlertid Ragnhild, at vi gaa over Grændsen. Imidlertid vil de Hunde vel fortrække.“
„Det forstaar sig, naar hun ikke ved noget, saa kan hun ikke sige noget.“
„Og Hulen er dog skikkelig sikker.“
„Ja, naar de ikke have Fanden selv til Vejviser.“
„Skal det være saa da, Gutter? Saa lad os skynde os. Fanden tro den Krybskytte af Løjtnant; han kan endnu gaa her og varere[1].“
Ragnhild blev kaldt ind og fik Ordre at lave en stor Gryde Suppe og koge en hel Mængde Kjød „til Rejsemad.“— Saa snart hun havde hentet det nødvendige og var i Arbejde, trak Banden afsted paa Arve nær, som skulde komme efter med Maden. Den arme Pige kogte af alle Livsens Kræfter, og Angsten drev mere Sved ud end den blussende Kjøkkenild. Længe sad Arve taus paa Bænken og syntes at grunde paa, hvad han vilde sige. Uden Tvil havde han i Sinde fuldkommen at fortro sig til hende. Men Sagen maa have forekommet ham betænkelig, og han begyndte at tale om Rejsen. Til Ragnhilds store Forskrækkelse begyndte han at søge efter en Trøje og erindrede sig, at den laa paa Loftet.
„Bi, bi! Jeg skal —!“ raabte Ragnhild og kastede Ildtangen.
„Jeg tror, Du er fra Viddet“, brummede Arve. „Pas Du din Suppekjedel, mit Barn.“ Og nu satte han et Stykke Lys i Hornlygten og steg op ad Stigen. Pigen troede, hun skulde besvime. „Gud holde sin Haand over Leiner! det gaa med Arve, som det kan!“ sukkede hun og ventede hvert Øjeblik, at Opdagelsen skulde gaa for sig. Imidlertid kom til Ragnhilds store Forundring Arve ganske rolig ned med Trøjen paa sin Arm.
„Hvor kan han have skjult sig?“ Dermed brød hun nu sit Hoved,
- ↑ Et almindeligt Udtryk for drive om; maaske af vagare. Bønderne have mange radbrækkede Ord af fremmed Herkomst.
