kjed af at vente længere, havde forlovet sig med en af de nyeste orthodoxe Kandidater. Imod Efteraaret 1813 begyndte det at blive usikkert i Landevejen. Posten var røvet paa Grændsen, og der blev sagt, at et Par mistænkelige Karle opholdt sig imellem Fjeldene. Kaptejn Leiner fik Ordre med et Detachement at undersøge den berygtede Egn. Denne Adspredelse var ham kjær, og han drev med Iver paa, at den lille Erpedition saa snart muligt kom i Stand. En Eftermiddag havde han i al Stilhed okkuperet de angivne Passer og udvalgt en bekvem Høj at bivuakere paa.
„Hvad heder den Plads der nede i Fordybningen?“ spurgte han en af sine Jægere, idet han pegede ud for sig. — „Fursæt!“ var Svaret. — „Fursæt!“ gjenlød det længe i hans Sjæl, og han stirrede med Vemod igjennem Aftentaagerne hen i Dalen.
„Ole, giv mig min Rifle. Jeg vil spadsere lidt.“
„Alene, Hr. Kaptejn? Det mørknes alt; maa jeg ikke være med Dem?“
„Vist ikke; jeg gaar blot lidt omkring i Dalen. Skulde jeg tage fejl af Vejen, saa skyder jeg, og Du svarer her oppe.“
Leiner satte Kursen lige imod Hytten; men da Stien snart slyngede sig i mange Krumninger, snart aldeles forsvandt, hvor Grunden var stenig, varede denne Vandring længe, og han besluttede allerede at vende om, da han temmelig nær ved blev den opstigende Røg fra Hytten var. Med underlig Varme traadte han til Døren og lagde dvælende Haanden paa Klinken. Han traadte ind. Et Lys brandt paa Bordet, og — man tænke sig hans Overraskelse! foran Bordet sad Ragnhild! — Hun udstødte et Skrig og sprang hen imod ham med udbredte Arme. Stiv som en Støtte stod Leiner og støttede sig krampagtig til Væggen. Da sank ogsaa Ragnhilds Arme, og hun brast ud i høj Graad. — Endelig kom Leiner til sig selv og tog skjælvende Ragnhilds Haand.
„Ulykkelige Pige! Skal jeg se Dig her igjen! Gode Gud, Ragnhild, hvilke Drømme har jeg drømt om Dig! Sig mig nu i Hast: kan jeg gjøre Noget for Dig?“
„O Gud, nej! Det Eneste, jeg har bedet Himlem om, var at se
