Hemmelighed, hvorved det lille Hjerte slog synligt og Øjet med yndig Forvirring søgte en Plet at hvile paa: hun selv havde hørt disse Toner, hørt dem ofte, og det ved denne Bred.
„Allerede fra min Barndom af“, sagde hun, „hørte jeg med en sælsom Blanding af Angst og Fornøjelse, en sagte Natursang her over Vandet. Min Moder afviste mig spottende, naar jeg fortalte derom, og saaledes betroede jeg aldrig nogen, hvor venlig Englene sang for mig her ude. Først i Foraaret, da Schubert faldt os i Hænderne, og jeg læste for min Moder om Naturtoner, fik jeg en Art Forklaring paa min Musik og meddelte Moder den. Hun har siden flere Gange med mig fiddet her, naar det om Aftenen blæser mildt fra den modsatte Bred, og hørt den hjertegribende Sang.“
Jeg blev ganske forbauset staaende og saa paa Pigen, der ved min Forundring lokkedes til med en større Ild at fortælle om Fænomenet. Nu saa hun paa Solen og rejste sig.
„Min Moder er opstaaen nu og venter min Hjælp. Adieu min Herre! Vil De besøge mig her ude i Aften Kl. sex, saa skal De maaske selv faa at høre Tonerne.“ Jeg takkede, hun nejede og gik. Med Henrykkelse forfulgte mit Blik Gratie-Skikkelsen; Hjertet var fuldt af hendes søde Stemme. De to Drenge legede længere nede imod Stranden. Jeg søgte dem op for at høre Lauras Ros; men de smaa Krabater flygtede, og jeg maatte ro over.
Om Eftermiddagen forsømte jeg ikke Stevnet. Der var Ingen; men et Bud kom mig i Møde og lod mig bede fra Mad. Ranner at drikke The hos hende. Saaledes blev jeg bekjendt med Moderen, som desværre er sygelig — men en fin og elskværdig Kone. Laura var nu end friere og mindre tilbageholden i Moderens Nærværelse. Hun taalte godmodig, at jeg spøgede med hendes Englemusik. Hun forsvarede sig ikke, men bad mig kun have Taalmodighed.
„Kom nu kun. Men det kan vare Noget; derfor skulde De havt en Bog med Dem; thi jeg vil ikke tage mig paa at underholde Dem.“
Jeg lod det smilende komme derpaa an, bukkede for den venskabelige Moder og bød hende Armen.
„Nej Tak! Saaledes gaa vi ikke her ude paa Landet.“ Hun svævede