lagde paa Bænken. Nu foldede hun sine skjønne Hænder og sang med en herlig Stemme og med ubeskrivelig Andagt en Sang, hvoraf jeg har afskrevet denne Strofe, som især rørte mig.
O Gud! Din Skabning ydmyg knæler,
Og bringer Dig sin stille Bon.
Du, Herre, nu mit Bryst besjæler;
O skab Dig der en Bolig skjøn!
O dette Tempel i mit Bryst,
Fra Synden rent Du det bevare!
Da vandrer jeg foruden Fare
Min Vej med Rolighed og Lyst.
Den simple, i sig selv prosaiske Sang fik saa megen Sandhed ved den inderlige Følelse, at jeg ikke vilde ombytte den med den skjønneste Hymne. Munter trak hun nu frem sit Arbejde og ledsagede det med en mere verdslig, men lige saa from Sang. Derpaa kom de to Smaabørn hoppende ud fra Nabohytten. Hun kyssede dem, rettede paa deres Paaklædning og gav dem hver sit Stykke Smørrebrød. Omtrent en halv Time havde jeg været usynlig Tilskuer til denne lille Morgenidyl. Nu kastede jeg Kappen om mig og gik hen imod hende. Hun hilste venlig og vedblev sit Arbejde. Men jeg begyndte en Samtale om Egnen og Morgenen, hvori hun lige saa villig som utvungen indlod sig. Tilfældigvis undslap mig et Par Gange i Samtalens Løb det Ord Naturtoner, og hver Gang blev hun ligesom efter i Tankeflugten, idet hun syntes at dvæle ved egne Forestillinger. Jeg nævnede endnu en Gang Ordet Naturtoner for at overbevise mig, om det var dette eller maaske noget andet, der greb hende.
„De synes gjerne at dvæle ved dette Naturfænomen“, sagde hun, som om hun gjettede mine Tanker. „For mig er Gjenstanden saare ny. Der forvildede sig for nogen Tid siden en Bog her oppe, som jeg fik Fingre paa, og hvori jeg læste meget ret Vidunderligt; hvoriblandt ogsaa om Naturtoner. Maaske min Herre selv har oplevet Saadant.“
Jeg benegtede det og forsikrede, at jeg havde al min Viden derom af Dr. Schuberts Nachtseite der Natur. Og dette var ogsaa Lauras Visdomsbrønd, som jeg siden fik at se. Men nu kom hun frem med en
