Besindelsen.“ Det var let i Skaren (Sneskorpen) at finde de friske Spor efter Lindholm. Leiner skred rask fremad; Gren arbejdede med Hænder og Fødder for at komme med og afbrød Stilheden ved et dybt Suk eller en bedrøvelig Exklamation. Paa een Gang stod Greven foran dem og saa forundret paa de to Nattevandrere, idet Gren gav sig til at danse af Glæde og Frost.
„Ej, saa for Djævelen og alle hans Engle! Er hele Besætningen i Oprør for min Skyld. Det er dit Spilop, gamle Skaldepande!“
„Beder min Frihed gunstigst tilgiven, naadige Hr. Greve! Men hvad er det for en forbandet Uskik at gaa her ude mutters ene i den kolde Nat! Vær saa god at skynde Dem hjem, Hr. Greve! Tænkte jeg det ikke nok! —“
„Hvad tænkte Du? At jeg havde skudt en Ulv? Der ligger den. En herlig Pels, den skal vi faa en smuk Feld af, Gren. Jeg vil forære Jomfru Margrethe den.“
„Ej, ej!“ raabte Gren, der alt var nede ved det fældede Dyr. „Et godt Skud! Fanden tage mig, om Nogen gjør det bedre. Ja, Hr. Kaptejn, min Herre skyder fortræffeligt.“
„Jeg gratulerer med Skuddet. Men det er bitterlig koldt“, svarede Leiner og slog med Armene. Munter, som om Intet var hændt, ilede Greven med sine Venner til Huset; Gren fyrede dygtig i Ovnen paa Lindholms Værelse, saa man snart maatte sætte Vinduet op, og Leiner vækkede Gaardskarlen for at bringe Ulven i Sikkerhed.
„Ja, nu er det ikke værdt at lægge sig fastende“, sagde Kaptejnen, da han strax efter kom ind med en Mugge rygende Æggepunsch og skjænkede Gren det første Glas. „Drik, gode Gamle, at Skrækken og Kulden kan komme paa Dør, og gaa saa til Hvile! Vi To, tænker jeg“ (til Greven), „tømme endnu et Par Glas og smøge en Pibe.“
„Det Indfald maa jeg lide, Leiner. Paa ærligt Broderskab!“
„Din Skaal, min kjære Broder!“
Da Gren var gaaen bort, spurgte Greven lidt forlegen, om Leiner havde hørt hans Nattemusik, og da denne nikkede, vedblev han.
„Du har da mærket mig af, at en smertelig Erindring blander sig i min Tilværelse. Jeg ødsler hverken med Venskabsnavne eller med For-
