Saaledes klagede den unge Sanger i sin Ensomhed og aflokkede i et langt Efterspil Guittarren de ømmeste Toner. Endelig rev han et Vindue op, og lagde sig ud i den skjærende Nattevind. En Ulv sneg sig forsigtig hen over Sneskorpen. Rask iførte Greven sig Jagttrøjen, tog Dobbeltløbet i Haanden og traadte sagte ud af Døren.
Leiner, der havde maattet ombytte sine Værelser, logerede lige under Lindholm, og havde hørt den hele, stille Nattemusik. Flere Gange drev Længselen ham op til den sjælesyge Digter; men Beskedenhed holdt ham tilbage. Nu, da Døren aabnedes, blev han urolig og kastede sig i Klæderne. Ved Indgangen til Grevens Værelse mødtes Leiner og Gren, hos hvilken Sidste Uroligheden over Greven endelig havde forjaget Søvnen. De stirrede forfærdet snart ind i det ledige Værelse, snart paa hinanden, indtil den Gamle begyndte at jamre sig og vride sine Hænder.
„Ih nu! I værste Fald løber han sig en Snue paa Halsen, gode Gren! Slaa sig tiltaals! Han kommer vel snart ind igjen.“
„Ja, ja; Hr. Kaptejnen kjender ham ikke. Render han først ud for mig, saa skal vi have Tak. O, den forbandede Svinesteg, som smagte saa godt! Ak Gud velsigne Maden og forlade mig min Synd! Ogsaa Deres gode St. Julien. Men den havde saadan en fin Buket, Hr. Kaptejn. O, jeg fordømte Æsel! Der lader jeg det vilde Blod løbe for Lud og koldt Vand! Nu er han, Gud straffe mig, nede i sin Dal ved Wettern eller idet mindste ikke langt derfra. Men hvad staar jeg her og snakker! Jeg beder ydmygst, giv mig et Par Mand med, at vi kunne finde ham — død eller levende!“ — De sidste Ord stødte den ærlige Tjener hulkende ud, og saa bedende paa Kaptejnen.
„Tys, tys, Gren! Vi finde ham saa ikke før, om hele Besætningen vækkes og give bare Anledning til Snak, som er saarende for hans Herre. Kom saa skal vi se, om vi kan blive ham eller hans Spor var. Jeg laa vaagen neden under, og kan forsikre ham, at Alt hvad Greven foretog, røbede fuldkommen Besindelse.“
„Ja, Besindelsel! Nu har Ungdommen Besindelse! Nej, det er bare Lidenskab, Hr. Kaptejn. O, Gud give jeg kunde kjøbe ham her igjen!“
„Kom nu, kom nu; ellers maa jeg tro, det er ham, der har tabt
