To Slags Folk tror jeg, man har Ret til at tale Ondt og Godt om — at sige, efter sin virkelige Overbevisning: det er stemplede Forbrydere og historiske Personer, hvortil jeg regner Forfattere og Kunstnere, hvad deres Fag angaar. Angaaende andre Folk ved jeg sandelig ikke, naar jeg skal redde kun nogenledes vore almindelige Konversationsgjenstande, hvad Forklaring jeg skal gjøre mig. Men det ved jeg, havde En fornærmet mig, vilde jeg være meget, meget bange for at tale ilde om ham; thi saa kunde jeg let tale af et ondt Hjerte. Og naar En ingen Fortræd har gjort mig, hvorfor skulde jeg saa —“
„Ja, men paa den Maade falder jo al slem Omtale bort, Margrethe!“ sagde Frederikke spoøttende.
„Det gjør den ogsaa hos Margrethe“, svarede Leiner.
„Undskyld, Hr. Kaptejn; skjønt De er min Venindes djerve Ridder i Aften, maa jeg dog indvende, at hun ikke var tabt bag en Vogn nu nys, da Samtalen var om Adlersberg.“
„Ja, ved Gud, Leiner!“ vedblev Greven; „det er vanskeligt at trække Linjen. Det hele komiske Parti maa atter bedømmes anderledes.“
„Jeg tror“, svarede Kaptejnen, „at jeg sætter Narrene under Margrethes Forbrydere og historiske Personer.“
„Og jeg“, endte Greven, „vender mig til den Forklaring, De gav før, og som jeg da ikke var fornøjet med: kun den moralske Følelse angiver Grændsen; elsk Mennesket i Menneskene, og snak saa væk!“
Man stod fra Bordet.
Fjortende Kapitel.
Vinterfantasier og Sommerfænomener.
Mens Fugl i Trætop leger, —
At du til Høst en Tidsel faar,
Som dig til Graad bevæger.
Arreboe.
Uagtet Selskabet sent brød op, blev dog Greven længe eftertænksom siddende ved Vinduet i det ham anviste Gjesteværelse. Den urbane
