Menneske er den jo i forskjelligt Omfang, efter som man, ifølge indre eller ydre Paavirkninger, føler sig.“
„Jeg kan just ikke heller lide denne Separation af Sjæleevner. Hvad er dog moralsk Følelse andet end Fornuften, henvendt paa Ret og Uret?“
„Der ser man“, afbrød Frederikke, „hvor langt I Herrer komme med eders Filosofi. Nej da siger Skriften enfoldigt og herligt: „dømmer ikke!“
„Gak Du hen og gjør ligesaa! siger den ogsaa“, mumlede Leiner imellem Tænderne; dog kun saaledes, at hans Naboer, Margrethe og Greven, hørte det.
„Skal vi lade Damerne definere?“ spurgte Lindholm, ikke uden et Sideblik til Margrethe, hvis ualmindelige Aand allerede havde frapperet ham.
„Meget vel, hvis vi faa dem dertil, Hr. Greve. Nu Moder! Du maa gjøre Begyndelsen. Hvad Forskjel er der paa at omtale Fraværendes Fejl og at bagtale dem?“
„Jeg ved ikke, hvad Du vil, Barn!“ sagde Commerceraadinden. „Tror Du, jeg kan indlade mig paa jeres Fysik? Men det ved jeg da sagtens, at det er Bagtale at bagtale Folk, og naar Ingen har gjort mig Fortræd eller har Fejl, saa bør man aldrig tale ilde om dem. Det skal Du ogsaa kunne sige mig fri for.“
Meget høflig vendte Leiner sig til Fru Willer. „Gud bevare mig fra at snakke med jer lærde Folk. Spørg Frederikke! Hun ved min Tro nok, hvad det er at bagtale.“
„Jeg“, svarede Frederikke med et lige saa listigt som fast Blik paa Herrerne, „lader mig nøje med at beklage det Upassende i Benævnelsen Bagtale; thi, saa sandt jeg lever, man kan efter Ordets Sands bagtale, ikke blot den Fraværende, men selv den, man taler til.“
Herrerne bleve tause, og Frederikkes Sejr skulde have været større, hvis hun ikke havde kastet et saa triumferende Smil omkring sig og trukket det tyrkiske Schawl saa tæt om Halsen.
Leiner vilde nu engang ikke lade sig dupere og vendte sig til Margrethe med Spørgsmaalet.
„Kjære Leiner! Der møder alt for mange Vanskeligheder for mig, til at jeg kunde vove endog for mig selv at besvare dette Spørgsmaal.
