over sin Uartighed, ud for sig, og Greven legede med sit tilbyttede Urbaand. De to Matroner, der neppe forstode, hvori det Bitre i Kaptejnens Svar bestod, vilde ængstlig mægle Fred. Endelig oplukkede Margrethe Fortepianoet i Sideværelset, tændte Bøhmerlampen og førte med uimodstaaelig Venlighed Frederikke der ind. Saaledes opløste denne Dissonans sig under Frederikkes færdige Haand i den mest egentlige Forstand i Harmonier.
Leiner kastede et skjønsomt Blik paa den kloge Margrethe og gik skamfuld hen til Frederikke for at sige hende noget Smukt om Spillet.
„Jeg mente, De ikke gav Dem af med Smiger, Hr. Kaptejn; saaledes behagede De i det mindste nylig at sige.“
„Meget rigtig, Jomfru Willer; men derfor kan De ogsaa vide, at jeg føler, hvad jeg siger.“
Halv sur, halv blid nikkede Frederikke og slog hans Haand bort fra Tangenterne idet hun satte Foden paa Forte-Pedalen og gav et svært Parti af Belejringen for Prag.
Nu kaldte Tjeneren tilbords, og ved Juleaftensbordet udbredte sig snart en munter Tone, hvortil den verdensdannede Grev Lindholm bidrog det meste. Vertinden tilkjendegav Selskabet, at hun havde taget sig den Frihed, paa egne og Gjesternes Vegne at modtage en Indbydelse fra Baron Adlersberg til den følgende Middag. Man kom herved meget naturlig til at fortælle Smaa-Anekdoter om den originale Baron og hans løjerlige Søn, hvorved der blev leet adskilligt, og Greven lovede sig megen Spøg næste Dag.
Leiner vendte sig til Lindholm. „Jeg vil give Dem en Opygave. Hvor trækker De for det praktiske Omgangsliv Grændsen imellem tilladelig Omtale af Andres Fejl og Bagtale?“
Greven rystede paa Hovedet. „Grændser erkjender kun den strenge Filosofi og Politiken, ikke Natur og praktisk Moral; thi Slagskyggen lader sig slet ikke afstikke. Der gives et Paa Denne og et Paa Hin Side, derom er ikke at tviste; men det bestemte Hvor.“
„Maatte da vel vor moralske Følelse finde.“
„Ak, bedste Kaptejn! der er ikke blot forskjellig Etendu af den moralske Følelse hos forskjellige Individer; men selv hos et og samme
