Den unge, blege Mand sad ved Ovnen, da Selskabet traadte ind i Gjestgiverstuen. Han hilsede flygtigt og tilbød med Artighed Damerne den varmere Plads. Selv traadte han hen til de frosne Ruder og kradsede Navnetræk deri. Leiner udpakkede Rejsemad for sine Damer og bød naturligvis ogsaa Greven, — der, som det lod, mere høflig end villig, tog et Glas Madera. Ganske i Adspredelse drak han Glasset paa den Maade, Frimurerne gjerne drikke, og gjorde derved Leiner, en Adept fra Kjøbenhavns Zorobabel og en ivrig Murer, opmærksom. Det er en ganske egen Interesse, en Murer føler ved uventet at træffe paa en Broder af det store, skjønne Samfund. Under en ligegyldig Samtale gav han et let Haandtegn, og Greven hilste ham fortrolig. Den paafølgende korte Samtale blev afbrudt ved Efterretningen om, at der ikke var mere end to Heste for det første at bekomme.
Selskabet skjændte og pukkede paa den tilsagte Skyds. Men da Skydsskafferen forsikrede Umuligheden af at skaffe flere Heste i den første Time, bestemte Damerne sig til at kjøre, og Leiner oppebiede i Selskab med Greven den tredje Hest. Saa snart Mændene bleve alene, gjorde de sig det mageligt ved Ovnen, satte et lidet Bord imellem sig og tændte Piberne. — Der gives Mennesker, som man agter og elsker, og med hvem man dog efter hele Aars Forløb ikke kan blive ret fortrolig, ret tillidsfuld; imedens der er andre, hvis blotte Aasyn og Stemme uimodstaaeligt drager os hen til sig. Noget saadant Tiltrækkende havde virkelig de to unge Mænd, og de vandt hinanden derfor efter en halv Times Tid saa kjær, at de aabenhjertig tilstode hinanden sin Forundring derover.
„Hm“, sagde Lindholm alvorlig smilende, idet han trak sit Ur op og lagde det paa Bordet; „vi behøvede en halv Time for at blive Venner, og lyver nu ikke Skydsskafferen, have vi netop tredive Minutter tilbage at nyde Venskabet i; saa gaar det afsted igjen i den vide Verden. Det er ret sandt, vort Møde kunde givet Ideen til det Vers hos en af eders Skalde:
„Glæden er lig en flygtig Ven,
Som paa vor Rejse vi finder,
Og som, idet han farer hen,
Kysser os ømt og forsvinder.“
