gav ham, vare dels saare ubetydelige, dels af den Natur, at han, der var ubekjendt med Tingene, maatte for det Meste overdrage dem igjen til Skrivere. Om Aftenen, inden de prægtige Cirkler kaldte ham til det samme usle Tant og jammerlige glædeløse Svælgeri, som den Dag i Dag hersker ved alle Hoffer, Højsæderne for elendigt Vid og pyntede Laster, sneg han sig hen til den vise Rabbi og hans elskelige Plejedatter, hvis henrivende Sange og uskyldige Hjerte fængslede ham. Hun afslog ham stedse at slaa Sløret til Side, men dog saaledes, at han beholdt mere end Haabet om engang at se hendes Ansigt. Ofte trængte Zilha ind paa ham for at udforske Fremtiden, — thi hun ansaa ham, ligesom den hele Stad, for en Profet; men Akhilleus undveg hende bestandig med Finhed, og foresatte sig, i Samtale med Zilha, at øve sig til den forventede frygtede Stund, da Zenobia skulde, som Eliezar forsikrede, fordre af ham Oplysning over Fremtiden. Heller ikke vidste han ret, hvorfra den Anelse kom, som gjennemgøs ham, eller rettere, han vilde og torde ikke opfatte denne Anelse. Den Gamles Advarsel og hans eget Hjerte skrækkede ham hver Gang tilbage.
Endelig — det var Solens Fest. Prægtigen traadte Zenobia i Spidsen for sit Hof, med sine tre Sønner ved Siden, ind i det kolossalske Tempel. Ofrenes Blod flød i de gyldne Skaaler og Koret af Prester istemte den hellige Sang. Folket, betaget af den dybeste Ærefrygt, stod taus og lyttende; men Akhilleus stod der med sammentrukken Pande; thi han kunde ikke deltage i en Afguds Tilbedelse. Zenobia syntes at gjette hans Tanker. „Billeder ere nødvendige for det sandselige Menneske“, hviskede hun. „Kun skulle de ikke trækkes ned til Mennesket, men hæve ham over sig. Og det er min Plan med mit Folk. Dog derom Mere en anden Gang. Det er snart Tid, at vi to komme i nærmere Bekjendtskab. Hør dog paa Sangen; den er forfattet efter min Befaling, og Du vil forstaa mig; maaske Faa forstaa mig og denne Hymne, uden Du.“ Netop begyndte den egentlige Sang, og Akhilleus tabte ikke en Stavelse deraf.
Du, som majestætisk skrider
Over Himmelbuens Blaa;
