i Finland, den, jeg kjøbte til ham, og græmmer sig? Vil Du som jeg, saa —.“
„Nej, nej, Fader!“ svarede hun heftig — og fortalte ham om sine Udsigter til at erholde den brave og rige Kaptejn Leiners Haand.
„Du er dog en Fandens Tøs. Ja, det fornemme Blod er i Dig.“
„Ak, Arve, sig mig dog, hvem jeg egentlig er!“
Dette Udraab og Ordet Arve bragte den Gamle til at studse. „Hvem Du er? Tror Du da ikke, at Du er min Datter?“
„Nej, i Sandhed! det er jeg slet ikke!“ sagde hun med en vis Heftighed og rejste sig.
„Nu vel da“, svarede han noget forlegen; „jeg tænkte, Du kunde lige saa vel holde mig for Fader, som den, Du aldrig har kjendt og aldrig vil lære at kjende. Jeg har ladet Dig opfostre og elsket Dig som min egen.“
„Hvem er min Fader? jeg maa lære at kjende ham!“
„Men jeg ved det ikke. Ser du, Barn, for en tretten Aar siden blev en Vogn anholdt paa Grændsen. Jeg var den Gang nylig kommen i Selskab med nogle Ulykkelige, som toge for sig, hvad man ikke vilde unde dem paa ærlig Maade. Der sad en gammel Herre og en Dreng i Vognen. Hestene løb løbsk med dem; de væltede, og den Gamle blev knust imod et Træ. Imedens mine Kammerater undersøgte Vognen, som de endelig fik standset, blev jeg et lidet Barn var, som var faldet ud og overkjørt. Det var Dig. Du laa blodig ved Siden af Vejen et Stykke borte; jeg ved ikke, hvem der har kunnet bringe Dig der hen. Først tænkte jeg at grave det døde Barn ned; men saa mærkede jeg Liv og tog mig af Dig. Intet Lem var knust, og da jeg havde faaet lidt varmt Øl i Dig i en nær liggende Hytte kom Du Dig igjen. Saa bragte jeg Dig over Grændsen til den gamle Birthe, hvor Du siden har været.“
„Ak, og I ved slet ikke, hvem min Fader var?“
„Nej vist ikke. Han laa død paa Vejen, og i den tomme Vogn var Intet at kjende ham paa.“
Ragnhild gik i megen Bevægelse op og ned ad Gulvet. Et Slags Stolthed luede op hos hende. Hun følte sig lykkelig løsrevet fra det
