er uden Redning forloren, hvis Du ikke lader mig komme ind“, vedblev den bekjendte Røst. Endnu stod Ragnhild raadvild. Da lød igjen en Vægterpibe, og halv ubevidst ilede hun til Vinduet og rev det op. Arve sprang ind og trak sagte Vinduet til.
„Jeg takker Dig, Lise. Det er ikke din vakre John, men den gamle Arve, Du har reddet. Men jeg skal gjengjælde Dig det. Hvor er Du, Lise?“
„Jeg er ikke Lise“, svarede Raguhild bævende, idet hun søgte at forstille sin Røst. „Men skjul eder kun her, til de gaa bort der ude.“
Arve blev forbauset staaende. „Hvad Ragnhild! Er det Dig? Naa, saa Gud velsigne Dig, Du har gjort vel imod din Fader!“
Han trykkede hende op til sig, og hendes Barm slog højt af Angst, af en mangesidig Angst. I Førstningen vare begge stumme; Ragnhild stod ubevægelig foran Kakkelovnen, hvori endnu glimtede et Par Gløder; Arve stirrede lyttende ud af Vinduet. Endelig, da Midnatstimen længst var over, og Intet mere rørte sig, satte han sig hen til Pigen, der imidlertid havde bragt Ilden til at blusse frisk op.
„Og saaledes skulde vi da træffes igjen, Ragnhild! Du har voldet mig stor Sorg og Fortræd. Men i Dag har Du rigtignok gjort Fyldest derfor. Det var ikke saa vist, om Lise havde lukket op for mig.“
„Hvorfra kjender I Lise?“
„Ej, Folk, som jeg og Mine, ere bekjendte med mange Slags. Men Ragnhild, hvorfor gik Du fra os?“
„Ak, Fader! Hvor kan I spørge? Jeg byttede Elendighed og Uvidenhed, Angst og Fare med gode Dage.“
„Ja, ja! begribes nok. Som det er gaaet, er det jo vel. Men kjære Barn, jeg mente det ogsaa godt med Dig.“
„Det paaskjønner jeg“, svarede Ragnhild, og tog hans Haand. „Men jeg kunde ikke Andet; jeg maatte afsted.“
„Og Du er altsaa den fornemme Jomfru Sæter? Hm! hm! Jeg har nok hørt Dig nævnet saa; men hvor kunde jeg tænke, at det var den stakkels bortløbne Ragnhild! Naa, dejlig er Du bleven og prægtig klædt. Ja, ja, jeg skal ikke mere staa Dig i Vejen til Lykke og Ære. Men ved Du vel, Ragnhild, at Lars nu sidder paa sin gode Gaard
