hendes og din Skyld. Og høre I engang, at den gamle Arve ligger paa Blokken med sit graa Hoved, saa bed til Vorherre for mig. Da bærer det vel op igjen, og hun der skal til Præsten og lære Gudsord.“
Den gamle Mand var heftig rørt — men viskede ærgerlig de stride Taarer af Kinderne. Lars græd og vred sine Hænder. Birthe nynnede med from Kulde en Psalme og rørte i sin Grød. Den fremmede Karl, som de kaldte Svartola, lo op imod Loftet og bandede derimellem. Paa Ragnhild, der havde trukket sig ned under Tæppet, gjorde denne Scene et frygteligt Indtryk. Hun græd stille i usigelig Angst, og midt i hendes oprørte Følelser talte en barnlig Røst for den forlorne Fader højt i hendes Hjerte.
Nogle langsomme Timer glede hen. Af og til traadte Faderen og den paatvungne Elsker hen for den forstilt slumrende Pige. Efter Aftensmaaltidet gik de to Fremmede til Hvile oppe paa Loftet og Arve satte sig sørgmodig med sin Pibe for Ilden. Han indslumrede efter nogen Tids Forløb under Birthes enstonede Snorken og nu listede Ragnhild sig op, gik forbi den Sovende og trak ren Luft udenfor den røgede Hytte.
Næste Morgen vare Mændene færdige til Afmarsch. Ragnhild hørte til sin Fortræd, at man ventede paa hendes Vaagnen. Længe laa hun i Tvil med sig selv, om hun ved at slaa Øjnene op skulde fremkalde en Scene, der dog uimodsigelig syntes at maatte forestaa. Da lød Signalskudet.
„Nu maa vi afsted, enten I ville eller ej!“ raabte den vilde Svartola.
„Jeg gaar ikke af Stedet, førend jeg har talt med hende!“ svarede Lars heftig.
„Gaa Du foran og meld os“, sagde Arve.
„Forbandede Sludder! skal I sidde her og hænge over den Tøs! Hvorledes skal jeg finde op igjennem Svollen,[1] alene ad alle disse fordømte Krinkelkroge?“
„Ja, saa gaar jeg med Dig; lad den stakkels Gut faa talt med Pigen.“
Lars trykkede Faderens Haand, og de to gik. Da strax efter Birthe
- ↑ Svoll kaldes den ved Vaarsolen sammensmeltede Iis.
