„Ja Børn, nu maa vi afsted“, raabte Arve lystig. „Det er en god Ven, som har lovet at sige mig til, naar han drager her forbi. Ragnhild, Du kan fylde mig en Flaske med Brændevin og lægge mig disse
Pandekager i en Pose. Efter en halv Times Forløb kom begge Mænd tilsyne i en Oppak ning, der lignede den, hvori Arve ved sin Ankomst havde vist sig. Gamle Birthes Væsen røbede nogen Ængstlighed, og hun sukkede til Afsked en Bønformular, der lød hel besynderlig. Ragnhild kunde neppe dølge, hvad der foregik hos hende, — og neppe vare Mændene over Aasen, førend hun lagde alle Aarer til for at ro op med den Gamle og faa hende til at fortælle. Til den Ende lavede hun Birthes Yndlingsdrik, Kaffe med Brændevin i, saa stærk som mulig, — og dulgte Styrken ved en god Portion Sukker.
„Det smager godt, min kjære Ragnhild; men jeg tror det er for stærkt. Du faar blande lidt Vand i.“ Ragnhild bragte saa lidt Vand som muligt deri, og satte sig nu venlig hen til sin Ten, idet hun førte Birthes faa Yndlingsmaterier paa Bane.
„Ja, Du er nu altid saa nysgjerrig, Ragnhild; det baader aldrig. Jeg har nu levet baade gode og onde Dage med din Fader; men jeg har saamænd aldrig ladt, som jeg enten hørte eller saa. Saa har man en god Samvittighed for sin Gud, og det er et stort Gode.“
„Hvorfor har man bedre Samvittighed, naar man er enfoldig og Ingenting ved, hverken om sig selv eller om Sine?“
„Du søde Gud! har Du nu glemt om Kundskabens Træ paa Godt og Ondt, mit Barn? Og deres Øjne oplodes, og de kjendte at de vare nøgne.“
„Ja, men jeg bliver jo slet ikke nøgen, fordi jeg ved, hvem min Fader er, og hvad han tager sig til.“
„Ja, men Du bliver snart paaklædt, naar Du ikke ved noget. Hør Ragnhild, din Fader har uforskyldt lidt meget i denne syndefulde Verden. Nu, Gud hjælper Sine. Til Sommeren faar Du gode Dage inde i Sverige; Du skal komme til at leve i Herlighed og Glæde; nu svor Birthe og jeg.“
