hendes stirrende Blik og skød paa nyt med pilsnar Flugt henimod Hyttedalen.
„O, der er han! der er han!“ raabte Ragnhild ind ad Døren; men da den døve Kjærling uforstyrret snorkede sin Bas, vendte hun atter det lille Hoved om imod Tryllesynet, idet hun lagde Haanden paa det højt bankende Bryst. — O ve! hvilken Forandring! Nu var han allerede nede i Dalen og saa nær, at hun igjennem den dæmrende Sneluft kunde adskille hans Klædningsstykker. Det var langt fra at være Ridderen, det var hendes Fader. En tyk Bjørneskindshue sad dybt ned over hans brede Hoved, hvis stride Lokker vare hvide af Rim. Over den blaa Trøje var fastsnøret en stor lodden Mantelsæk; en mindre hang ham paa Brystet, saa at han lignede en Æsop. Endnu derunder var han overalt behængt med Fuglevildt, og langs med den store Mantelsæk laa et sværpibet Gevær.
Ragnhild blev ængstlig staaende med Dørklinken i Haand. Arve styrede rolig hen til Skuret ved Hyttevæggen, skød Skierne af Foden, kastede de løsere Bylter af og vilde gaa ind, da han studsende blev Pigen var.
„Hvem er Du?“ tordnede hans raa Stemme, idet han med nysgjerrige Øjne maalte den ranke Skabning.
„Ragnhild, Fader! Kjender I mig ikke mere? Velkommen hid! Vi have længe ventet jer.“
„Ragnhild?! For tusind Djævle! Hvor Du er groet op! Hæ, hæ!“
Han gik med et venligt Grin henimod hende og lagde sine iskolde Kjæmpefingre om den runde Hage.
„Hvor Du er bleven rank og vakker, din Taske!“ — Et ækkelt Kys ledsagede denne Kompliment og gjorde den sur. „Naa, er ikke Kjærlingen hjemme?“
Ragnhild førte med en Blanding af Misfornøjelse og Nysgjerrighed sin Fader ind i Stuen og vækkede Birthe. Saa venligt som det første Møde fra Arves Side havde været, saa uvenligt og studs var det følgende med den Gamle. Hun trippede ængstlig omkring ham, bristefærdig af Nysgjerrighed efter at vide Allehaande, som han formodentlig ikke fandt for godt at gjøre Datteren delagtig i og derfor afparerede.
