fremstillede Ragnhild hende i de mest brogede Billeder den lille Begivenhed, der vistnok var den mærkværdigste, hun kunde erindre at have oplevet. Vantro rystede Birthe paa Hovedet ved denne Fortælling. Hun vidste meget vel at adskille de sandfærdige Underhistorier i sine gamle østerlandske Eventyr fra den nuværende Tids fattige Virkelighed, og i en belærende Tone svarede hun sin Plejedatter:
„Sligt hændtes kun i gamle Dage førend Syndfloden, mit Barn; Du maa sikkerligen have drømt.“
Men da traadte Pigen triumferende frem med de Penge, Ridderen havde givet hende til Birthe, og med de Par Ord til Faderen, — og nu slog Birthe først de rynkede Hænder sammen af Forundring og gav sig ifærd med at tælle de nye Sedler.
„Ja, Du Naadens Gud, hvad man dog kan opleve i denne syndefulde Verden! Hør, Ragnhild, det kan jeg sige Dig, det maa være en prægtig og fornem Officeer; han er ganske vist en Oberst eller saadant Noget. Naa, saa er da din Lykke gjort, mit Barn. Naar Herren der tager sig af Dig fattige Orm — og Du maa smukt lade ham gjøre ved Dig, hvad han finder for godt. — Kors, slig en Ære! — saa tænk i al din Herlighed paa din arme Fostermoder, som har baaret Dig paa sine Arme.“
Dette lovede Ragnhild med Haand og Mund og gik stolt op og ned i Hytten. — Imidlertid, intet Trylleri modstaar Tiden; Birthe havde forlængst været omkring i Bygderne med Pengene og omsat dem i de fornødne Varer; Maanederne snege sig hen, og Ragnhild var nu mindre end nogensinde før oplagt til stadig Flid. Ridderen, eller, som Birthe kaldte ham, Obersten, lod slet ikke høre fra sig, og Birthe forsikrede med et Suk, at det var Verdens gamle Gang, at slige høje Folk lovede store Ting og siden glemte sit Løfte. Ragnhild blev, hver Gang slige Ord faldt, vred og bedrøvet; hun forsvarede stedse Ridderen imod den Gamle — men havde ham dog i sit Hjerte mistænkt for skjændig Utroskab. Modsigelse var Birthe ikke vant til og kunde ikke ret vel taale den. Hun skjændte derfor stedse heftigere paa Pigen, og iblandt forvildede vel ogsaa de moderlige Fingre sig i Prinsessens bløde Lokker eller forvandlede hendes Kinders lyse Karmin til Pionrosens mørke Purpur. Flere Gange fløj den Tanke over Pigens Sjæl at forlade dette skumle, en-
