ubegribeligt, hvorledes han undslap fra mine flinke Folk. At han har Hjelpere, tror jeg ganske sikkert. Imellem os sagt, der er en Tøs, en Lise i Kammerraadindens Hus, som jeg ikke har den største Tro til. Men Jomfru Sæter! Jeg ved Bitterdød ikke, hvorfor det ikke lige saa snart er Dig eller mig, som skal drive Haandverket. Dog, Du kjender hende vistnok bedre end jeg, og jeg ved meget vel, hvor Skoen trykker Dig, min ærlige Ven. Ragnhild lever snart den Dag, da hun som Kaptejnsfrue træder op imellem dette Sladderpak. Ikke sandt, kjære Leiner?“
Vel have vi ikke taget os for at skildre nogen Sir Carl eller Harriet, gode Læser; vel holde vi os ganske simpelt til Mennesket, saaledes som det er, kjæmpende med smaalige Lidenskaber, Vildfarelse og Fordomme; vel have vi stræbt at vise Dem den skjønne Ragnhilds Pletter, uden at anse os berettigede til i nogen Maade at bekymre os om, hvor meget hellere man i denne vor Fortællings Hovedperson kunde ønske at se en Gudinde; — men at hun i Læserens Øjne et eneste Øjeblik skulde synke saa dybt, som hun nu er sunken i den arme Leiners, det have vi yderst nødig villet. Ikke desto mindre have vi maattet lade Scenerne fremskride i sin Orden — og overlade den veltænkende Læser, selv at fatte et Haab om, at Ragnhild dog vel kunde være uskyldig, — et Haab, som vi nu ere saa heldige at kunne forvandle til Vished. Ragnhild og Tyveri! I Sandhed, selv i Pigens Fejl laa Umuligheden af at forene begge Begreber. Uskyldig var hun altsaa; men for at beholde Sammenhængen bliver det nødvendigt, at vi gaa et Stykke tilbage i Tiden.
Som vi af det Foregaaende vide, blev Ragnhild fra sin spæde Alder af opfød i den gamle, vrantne Birthes Skovhytte, hvor hendes Beskjeftigelse, da hun vorte til, bestod i at brygge det tynde Havremaltøl, spinde og strikke samt læse elendige Eventyr og Viser for den gamle, døve Kjærling. At hendes Fader hed Arve, var en svensk Kræmmer og saa styg og modbydelig ud, det var omtrent alt hvad hun vidste om sin Herkomst og sine Aner, — og hvor lidet denne Viden tilfredsstillede hendes Fantasi, det have vi ligeledes allerede seet. Ved og efter Leiners Komme til Skovhytten fik Drømmeverdenen i hendes Sjæl en Virkelighed, som, hvor meget den end var subjektiv, dog skjænkede hende den fødeste Overbevisning. Da Birthe efter Leiners Afrejse kom tilbage,
