„Det kan vi saamænd ikke ganske sige“, svarede Frederikke; „saa betydeligt have vi vel ikke mistet, men i den senere Tid dog Et og Andet.
„Ja, det er sandt, Frederikke. Men jeg vil dog ikke haabe, at vi have Hustyve.“
Se, nu har jeg betydet Læseren begge Strømmes Bøjning, og man mærker let, hvorledes de flyde sammen og gaa med Mistankens Susen over den saa pludseligt af Værelset forsvundne Ragnhild.
„Man maa dog se efter Jomfruen! Hvad i Verden kan der da gaa af hende?“
Undersøgelsen over det hele Hus var forbi; Ragnhild var virkelig borte, altsaa skyldig.
„Naa, stille Vand har dyb Grund!“
„Uden blank, inden krank!“
„Kalkede Grave!“
„Verden bliver dog værre og værre!“
„Saa skjøn og saa ung!“
„Maa dog forført være bleven, den arme Pige.“
„Nej, Børn! Jeg kan ikke faa det i Hovedet.“
„Ja, men det hjelper ikke, det gaar jo lige igjennem Øjnene.“
„Men vil De da ikke gjøre Anstalter?“
„I min Gud! De har Ret. Hurtig efter Politiet!“
I det Samme traadte Politimesteren munter ind i Salen. „Undskyld min Frihed; men jeg vidste, at Madame Wrigth var her, og jeg kunde ikke negte mig den Fornøjelse selv at underrette Dem om, kjære Madame, at Deres Ur og øvrige Sager ere i mine Hænder.“ „Hvad? Hvorledes? Hvordan og naar?“ vare de forvirrede Udbrud. Politimesteren fortalte, at han uventet havde fundet Skrinet med alle de fra Forskjellige bortrøvede Smykker og Kostbarheder i sit Værelse. Den muligst nøjagtige Undersøgelse blev foretagen; men da Fru Willer nu bragte i Forbindelse med Tyveriet Jomfru Sæters pludselige Forsvinden, rystede Politimesteren heftig og næsten vred paa Hovedet. Ogsaa paa hans Hjerte havde den skjønne, talentfulde Ragnhild gjort Indtryk, og han stod færdig at sætte sin Ære i Pant paa hendes Uskyldighed.
„Det maa have en ganske anden Sammenhæng med hendes Udebli-
