vende Haand, og mekanisk greb hun en Frakke og styrtede ud af Huset, hvor hun hvert Øjeblik maatte vente den skrækkeligste Ydmygelse. Gaden brandt under den Ilendes Fødder, og aandeløs vedblev hun at løbe afsted, i den stedse tiltagende Regn, indtil den frembrydende Aftenskumring fandt hende langt udenfor Byen ved Siden af Landevejen. Her sank hun udmattet ned, og Smerten, der rasede i hendes Bryst, fik Luft i en Strøm af Taarer.
„Hvad har jeg da forbrudt, at jeg skulde blive saa grændseløs ulykkelig! Forfulgt af Øvrigheden, greben, hensat i et Tugthus, dybt foragtet, for evig udstødt af Menneskeligheden! Og Leiner, Leiner!“ Hun vred sine Hænder og gik igjen jamrende fremad, saa hurtigt det var hende muligt. Enhver Vogn, ethvert Hestetrav indgød hende Dødsangst. Men vi forlade den Ulykkelige paa denne ensomme Nattevandring. Endnu have vi Noget at se os tilbage efter i det Willerske Hus.
Den livfulde Samtales Flod syntes ved Ragnhilds Bortgang at have delt sig i tvende Hovedstrømme, der en Tid bugtede sig frem, den ene til Højre den anden til Venstre, indtil begge Strømme pludseligen forenedes i en bred Flod. Hin højre Strøm, der havde sit Udspring nærmest om Thebordet og iblandt Andre ogsaa løb over Adlersberg, susede om Ragnhilds pludselige Ildebefindende. Man fandt det højst utroligt, men — „Egentlig vidste Ingen noget om denne Sæter.“ — Hvorom Alting var, blev dog hendes Opførsel nu ubegribelig.“ — „Man maatte dog en saa elskværdig Pige ikke saa ukjærlig beurtheile.“ — „Ja denne Elskværdighed, som de unge Herrer holde paa, den lukker just Øjnene. — — —“ „et vilde da vise sig.“ — „Hvor hun dog kunde blive af?“ — „Underligt, at Fru Kammerraadinden ikke mærkede, hvorledes hun blev forandret og vaklede ud.“ —
Den venstre Strøm susede imidlertid om Hovedgjenstanden, de begangne listige Tyverier. I denne befandt Moder og Datter sig. Man gjennemgik Formodning om undvegne Slaver, o. s. v. om falske Nøgler, om Hustyve o. s. v. Resultatet var, at Selskabet formerede sig til en Komplot, der bestod af listigt Tjenestetyende, og enhver talte nu sine Folk op for sig selv og var færdig at mistænke sin troeste Tjener. De har været heldig, Fru Kammerraadinde, at De er gaaen fri.“
