„Var Kjelderen forsynet med Vin? Thi, sandt at sige, jeg tror der behøvedes et Glas til at skylle ned med.“
„Ja, det er det aller bedste. Det var, Ære den, Ære bør, Johan sit Indfald. Manden havde to Flasker Vin i sin Slæde; dem ombyttede vi med to istykkerslagne Buteljer, og satte Vinen frem.“
„Det var vel, om han ikke kjendte sine Flasker; de vare vel ikke lakkede?“
„Vi sloge Vinen paa fire smaa Karafler, for at give lidt mere Syn paa Bordet, og, at jeg maatte være ret sikker fra at blive opdaget, forsatte jeg den en ganske Lidt med nogle Gewürtzer.“
Sladreren vedblev at udmale denne og et Par lignende Scener og opnaaede en af sine Henfsigter, den nemlig, at Leiner blev oprømt. I øvrigt var hans Forretning i Kristiania af en behagelig Natur. Den nye Fætter i Weimar havde sendt ham en Anvisning paa en net liden Sum, der skulde hæves hos et Handelshus i Staden, og som den unge Baron besluttede selv at modtage. Nu gik Herrerne til Leiners Spisekvarteer, og derfra gik Hermann til Kammerraadinde Willer, hvem han ønskede at bevidne sin Agtelse, „eftersom han hørte at der blev Selskab om Aftenen.“ Ludvig undskyldte sig fra at følge.
Frederikke havde ærlig holdt, hvad hun havde lovet, at give Ragnhild fuldt op at bestille. „Til Toilettet skal hun saamænd ikke finde megen Tid“, tænkte den vrede Dame ved sig selv — og beskjeftigede sig paa det omhyggeligste med sit eget. Ragnhild, med et Hjerte fuldt af den frygteligste Angst, af Sorg, af Bitterhed, kort i en Stemning, hvis Natur vi kun ved nogle Oplysninger, som her ikke er Sted at give, kunne ganske underrette Læseren om, satte vel med Anspændelse men med Held, Aandskraft imod Aandssygdom og saa med sit blege, milde Ansigt, ud som en Rafaelsk Gudsmoder. Det, der holdt Pigen i Vejret, var Tilliden til Leiner og Overbevisningen om, at hint med kvindelig Finhed skrevne Brev, vilde have en afgjørende Indflydelse paa ham. Hun mærkede snart, at Frederikke vilde hindre hende fra at blive omhyggelig paaklædt; men, List imod List! Uden at forsømme de krydsende Befalinger havde hun i al Stilhed sit Haar i Orden og den skjulende Kappe derover, sin hvide Kjole tæt sluttet til de yndige Former og
