Du forstøder dog ikke min Assistance? Jeg har før været med. Bah! I Heidelberg! Der var en Schwerenothskerl af en Student. Han irrede mig op; det blev for grov. Men jeg sugtede ham, o jeg sugtede ham!“
„Aa spar mig for dine Duelhistorier! Jeg har hørt de gamle, og dem, Du siden har gjort — —“
„Naa, naa! Nu er Du impertinent. Men Leiner! Jeg er jo din gode Ven! sig mig, kan jeg hjælpe Dig med Noget?“
„Nej vist ikke! Det er Dameaffærer. Bryd Dig ikke om mig. Nu skal jeg strax komme mig.“
„Aha! Une affaire d’amour! Ja, der kan jeg frejlig ingen Hjælp lejste. Og dog, maaske. Jeg har tilfør været Mediatør.“
„I Misere? Nej, mon cher, jeg spiller L’hombre! jeg har en Solo! Spadille paa Haanden, og de øvrige Matadorer med. Ser Du, nu er jeg i Humør igjen! for jeg bruger Figurer. Derfor, lad det nu være godt.“
„Naa, saa giv lidt Frokost hid! thi jeg er ganske fastende.“
Leiner ringede; Frokosten bragtes, og den veltalende Hermann beskrev paa sin sædvanlige spottende Maade, hvor jammerligt de havde slaaet sig igjennem Vinteren over paa Adlersberg, og hvorledes de dog havde vedligeholdt en vis adelig Glands. Saaledes havde Hermann en Gang reddet den Gamle fra Fortvilelse, da en Stormand ved det ufremkommelige Føre var bleven nødt til at søge Gjestmildhed under Baronens Tag. I fuld Fart greb Hermann en smekfed Kat, der var kommen i Besøg til den magre Kammerat paa Adlersberg, flaaede den i al Hemmelighed ved den tause Tjeners Hjelp, og fik den saaledes færdig til Spiddet, at Pigen uden at ane Bedrageriet tog den an for en Hare — og kunde lige saa lidt begribe, hvorfra den var kommen, som hvad der gik af Johan, at han havde flaaet den for hende.
Leiner smilede lidt mistroisk. „Stegen blev vel god?“
„Øvenud fortræffelig!“
„Men bleve I Alle mætte af den ene Pseudohare?“
„Bevares, nej! Vi havde Fuglesuppe først. Johan og jeg skød aatte Krager.“
