„Nattens Stilhed omgiver mig, og jeg føler nu, at jeg bedre kan skrive til min dyrebare Ven om mit Anliggende, end jeg kunde tale med Dem derom. O, Gud! hvorledes skulde den arme Ragnhild finde Kraft og Mod til, ved Deres Side, naar hendes Blik hvilede paa Dem, at bede den tunge Bøn? Det er, som jeg i Gaar i den glade Stund, da jeg glemte alle mine Sjælesaar, sagde Dem, det er ikke for at beklage mig, jeg henvender mig til den eneste Ven, jeg har paa Jorden. Ikke fordi man behandler mig mindre vel, maa jeg forlade dette Hus, — nej ved Gud, ikke derfor. Thi hvad vilde jeg ikke opofre, ikke lide, for den Lykke daglig at se min Velgjører! Nej Leiner, og dog maa jeg bort. For Deres, for Frederikkes, for min egen Skyld maa jeg ikke blot ud af dette Hus, men langt, langt bort. Frederikke er at undskylde, det føler jeg. Sandelig, det koster Pigehjertet Overvindelse at maatte overstige den strengere Delikatesses Fordringer; men hvorledes skulde jeg af Leiner frygte for at miskjendes? Velan da! De er jo fra Barneaarene af bestemt for Frederikke Deres og hendes Moder have jo forlængst afgjort dette saa saare passende Parti. Frederikke har forlængst betroet mig, hvad der naturligvis ikke kan være Hemmelighed for Dem, som den nærmest Angjeldende. Nu synes vel Deres Bestemte, at De, hvorledes finder jeg Ordet? ynder mig. Hun ved ikke, hvilken Kilde jeg skylder denne Yndest, hvor aldeles De i mig maa se den Væxt, De selv har omplantet, selv fredet. Tilstaa mig, Frederikke er ej at dadle, om hun ikke holder af mig som før; jeg tunde næsten beraabe mig paa min egen — jeg mener, jeg kunde i hendes Tilfælde ikke være anderledes. Derfor, De skylder Deres Kjærestes Rolighed — og, ja Leiner, og min, at give mig Lejlighed til jo længere bort des bedre, at finde et Fristed. Jeg kunde vel handle selv; sandelig, man vilde her ikke holde paa mig. Men uden Deres Beskyttelse, uden Deres Vejledning, uden Anvisning til et nyt Hjem, kan, tør og vil ikke Ragnhild fly!“
En Efterskrift med Blyant underrettede ham om den Maade, hvorpaa hun fra Morgenstunden af var behandlet og hvorledes hun uden Tvil var sat under Lises Varetægt.
