Kammerraadinde var gaaen ind med Ragnhild i Sovekammeret, begyndte en fortrolig Samtale imellem den i saa lang Tid forsmaaede Lise og hendes unge Dame. — Lise havde laant Digterens Pensel og brugte saaledes Farverne, at Gjenskinnet glødede over Frederikkes hele Legeme.
„Skjændigt, afskyeligt! Og al den Bagvaskelse har Du hørt! Og al den Uteerlighed har Du set!“
„Igjennem Nøglehullet, Jomfru. Gid Jorden aabne sig under mig, om jeg lægger en Tøddel til!“
„Nu, saa skal hun paa Døren, og det i dette Øjeblik!“ Frederikke vilde afsted.
„Ja men, Jomfru, nu overiler De Dem nok. For det første var det ikke saa godt at bevise det; og saa blev Deres Fru Moder altereret. Det er jo tidsnok i al Stilhed at faa hende herfra under et andet Paaskud.“
„Du har Ret, kjære Lise! Ja, Du har Ret. Leiner maa skaanes. Du lover mig dog ren Mund.“
„Gud bevares! Kan De spørge mig om det? Lise gaar gjerne i Ilden for Dem. — Jeg kunde nok sige Dem en anden Mistanke, men Gud bevare min Mund!“
„Sig mig det, Lise! Det skal ikke være din Skade.“
„Ja jeg mener kun som saa! bevise det kan jeg ikke. Men den, der er god nok til det Ene, plejer ogsaa at være det til det Andet. — Der er jo blevet saa Et, saa et Andet borte i Huset, og jeg og de andre Folk have grædt vore modige Taarer over, at Mistanken kanske tidt kunde faldbe paa en af os. Vi have vel sagtens havt vore Tanker saa for os selv, men hvem torde — —.“
„Fy Lise! Nu driver Du det for vidt! Jomfru Sæter og Tyveri! Du tænker lavt, Lise! derfor dømmer Du Andre lavt.“ Lise fik et Vink at gaa. Men da Frederikke blev siddende ene med sine harmfulde Følelser, dvælede hun uvilkaarlig ved den næsten velkomne Mulighed, at Pigen kunde have Ret. Thi i dette Tilfælde, og kun i dette, var hun aldeles og for evig af med den alt for skjønne, alt for dannede Medbejlerinde. — Pludselig opstod den Tanke hos hende at undersøge Ragnhilds Værelse; snarere for at finde Breve fra og til Leiner, end fordi hun just
