heldede Hovedet til hendes Skulder og saa med Kjærligheds Lynblik ind i hendes smægtende Øjne).
Det er let at forudse, at vi inden faa Øjeblik se Amors skjønneste Fest, det første Favntag, den første ømme Tilstaaelse af Livets inderligste Følelse. Vor Fortælling havde da sandsynligvis enten været ved Enden, eller vi havde havt senere Skildringer af Leiners Liv tilbage, der uden Tvil i en temmelig enstonet Karakteer vilde fordret mørkere Farver end hidtil. Men det stod anderledes i Skjæbnens Bog; thi en heftig Ringen paa Dørklokken rev de Henrykte ud af deres salige Forglemmelse. „For Guds Skyld, spring ud i Gaarden! Skulde man træffe Dem her, saa blev jeg ulykkelig.“
Leiner maatte afsted. Det var et Bud fra Kammeraadinden efter Vognen. Hun var bleven upasselig. Saa snart Budet var borte, ilede Leiner til Komediehuset og trængte sig frem til Fru Willer, der, allerede noget bedre, stod ude i Gangen, Frederikke ved Siden med Vandglasset i Haanden. Kaptejnen spurgte bekymret efter Damens Befindende og undskyldte sin Fraværelse med en Tjenestesag. Man beroligede ham, og da det ringede til den nye Akt, erklærede Frnen, at hun følte sig rask og nok vilde se Stykket ud. Leiner fik altsaa i Kommission at lade Vognen vise bort, naar den kom, og benyttede Lejligheden til atter at ile til Huset, under Paaskud af at forebygge dens Ankomst. Men se, Lejligheden er skaldet, hvis du ikke griber den forfra. Nu var Lise kommen hjem og modtog, tilligemed den forstemte Ragnhild, vor stakkels Kaptejns korte Besked. Imidlertid fik dog Ragnhild Pigen til Side et Øjeblik, og Leiner trængte ind paa hende for at faa hendes egentlige Anliggende at vide. Dertil var nu ingen Tid, og de skiltes ad med den Aftale, at Ragnhild skulde skrive et Brev, som hun, naar han næste Dag spurgte til Fruen, skulde stikke til ham.
Skuespillet havde ingen Interesse for Ludvig. Han gabede og glædede sig, da den fuldstændige Gruppering af Stykkets Personale forkyndte Forlovelsen og den faderlige Velsignelse. Taus fulgte han Damerne hjem, undskyldte sig fra Smørrebrødet — og ønskede Kammerraadinden en rolig Nat.
Leiners Nat var ikke rolig. Vel kunde han ikke negte, at han havde
